Vinger af død

Spørgsmålet er ikke, om kragerne på Holmens Kirkegård angriber mennesker. Spørgsmålet er, hvad de i virkeligheden pønser på.

Østerbro i København. Førhen en celeber bydel i relativ fred og ro hvor det mest dramatiske var den lørdag i sensommeren 2003, hvor Emmerys løb tør for ugærede speltboller allerede til middag. I dag et kvarter knuget i frygt og fjer.

Det kan godt være, at Nørrebro har sine spektakulære skyderier og Vesterbro sine tvivlsomme isenkræmmere, men Rædslen Med Næb har taget varigt ophold i 2100 Ø. Som URBAN allerede onsdag kunne berette, er der indført en ny dagsorden på Holmens Kirkegård:

Hvor det før var de dødes have, er det idag kragernes home turf. Enkefru Marianne Varnaas tør således ikke længere besøge sin afdøde mands gravsted, efter hun to gange i sidste uge blev angrebet af en lokal kirkegårdskrage, der hakkede hende i nakken og skræppede og skreg.

"Jeg var ved at dø af skræk", udtalte Marianne Varnaas efterfølgende, og tilføjede: "Jeg tør simpelt hen ikke tage derover igen, før den er væk."

Så vidt er det altså kommet. Kirkegårdens ledelse indrømmer med den offentligt ansattes indøvede langmodighed, at man udmærket kender til problemet, både fra andre klagere og fra havens egne ansatte der ved flere lejligheder har været nødt til at forsvare sig med river mod det flyvende pak.

"Det er utrolig ubehageligt", erklærer kirkegårdsinspektør Birgitte Foghmoes, som tillige har ringet efter en vildtkonsulent for lissom at få et overblik over problemets omfang.

Det er ikke nødvendigt. Jeg har været der. Jeg har dannet mig et overblik. Og jeg siger Dem:

Problemets omfang er hårrejsende.

Kragerne på Holmens Kirkegård får skandalen med Forsvarets førerløse fly, tårnfalken, og de 500 millioner ud af vinduet til at ligne en tur med Havnerundfarten. Ja, i virkeligheden er kragerne på Holmens Kirkegård i en vis forstand at sammenligne med disse selvsamme tårnfalke, idet Homens Kirkegård jo fortrinsvis benyttes af Flåden, som er en fuldgyldig del af vort Forsvar, og er disse dødskrager da ikke reelt det våben, vi har betalt men aldrig fået, spørger jeg?

Eller rettere: Dødskrage.

For så vidt jeg kan se, er det særlig én fugl, der laver ballade. Den holder til ovre ved fællesplænen med urner lige vest for kapellet, og vi vender tilbage til den om et øjeblik. Men først et historisk tilbageblik:

For det er ikke første gang, kragerne angriber. Hitchcocks Fuglene var jo ikke grebet ud af luften - hvis de var, havde det jo næppe heller udviklet sig til en gyserfilm - og krager har gennem tiderne angrebet mennesker talrige gange. Det er som om, verden er for lille til os begge. Og jo flere, der kommer af os, jo flere kommer der af dem, og til sidst løber det af sporet.

I 2001 havde bestanden af krager i Tokyos bymidte således nået 30.000, og cyklister beklagede sig dagligt over angreb fra krager, der tilsyneladende ikke længere var bange for mennesker. Og nytårsaftensdag 2001 kulminerede spændingerne, da en enkelt hunkrage angreb to mænd i en gyde og tilføjede dem så talrige og dybe sår, at de begge måtte indlægges på hospital. Efterfølgende fandt man en unge på asfalten, hvilket gav anledning til en teori om, at kragen muligvis blot forsvarede sit afkom.

Ha! Siger jeg. Det er dét, de vil have, vi skal tro. Da Hamborgs 8.000 krager i 2003 besluttede sig for at gå til vaflerne, var tyskerne uforberedte og magtesløse - for EUs miljøregulativ tillader kun skydning af krager, hvis de udgør en "alvorlig trussel mod befolkningen". Og tyskere med hakkende krager i nakken er ikke en "alvorlig trussel".

Hvilket der er noget om. Men tænk på konsekvenserne for os. I Danmark er der rundt regnet 500.000 krager, og hver eneste én er en tikkende bombe under det samfund af tolerance og åbenhed, vi mennesker har bygget op gennem århundreder. Idag er det én krage på Holmens Kirkegård. Imorgen måske to. Skal der virkelig hakkende krager på Folketingets takerstol, før nogen gør noget?

Jeg har set dødskragen fra Holmens Kirkegård. Jeg har set ind i dens endeløse kulsorte øjne. Og jeg siger Dem:

Den ved.

Jeg er ikke helt klar over, hvad den ved. Men det er jo netop det grufulde. Krager er djævelsk snedige dyr. Foruden menneskeaberne er krager de eneste dyr i verden, der kan fremstille og bruge redskaber. Og hvem ved, hvad der ellers gemmer sig bag de gråsorte fjer?

Den ved.

I en polsk indregistreret Mercedes bag kapellet på Holmens Kirkegård sad en ældre dame, og da jeg fik øje på hende, standsede blodet i mine årer brat. For jeg troede, kragen havde været der! Hun sad fuldkommen ubevægelig med lukkede øjne og hovedet hvilende på venstre skulder. Gudskelov vågnede hun et par minutter senere og strakte sig velbehageligt i kabinen, men alligevel:

Vi er ude, hvor kragerne burde vende.

 
 
Illustrationer af Anna Laurine Kornum
Design og udvikling af Mediafarm ApS