Viggos jul

Nogle gange finder vi det uendelig store i det uendeligt små: Når filmstjernen Viggo Mortensen skriver autografer, tegner han for eksempel V'et i Viggo som et hjerte.

Se, for det utrænede øje kunne den slags godt opfattes en lille smule klistret. Men det er kun, fordi man ikke kender de mange lag i denne smukke, jysk-californiske skuespillers facinerende personlighed.

Viggo er for eksempel dødmeget imod befrielsen af Irak, og han benytter frygtløst enhver chance under ethvert cocktailparty til at tale de nederdrægtige frihedskæmpere midt imod. Og når han holder fri fra kampen mod ondskaben, kopler han ud med pensler og poesi. Nye falsknerier hedder hans seneste digtsamling, hvorfra jeg i anledning af de aktuelle begivenheder har valgt at citere begyndelsen af følgende, titelløse digt:

Gjorde kur som en delfin
Behandler hende som en tunfisk.

Jeg tror godt, jeg ved, hvorfor det digt ikke hedder noget. Men jeg er meget, meget mere interesseret i det dér med tunfisken.

For hvorledes behandler man en tunfisk?

Jeg har siddet med det spørgsmål i skødet, siden jeg i sidste weekend sad ved vestkysten af det skotske højland og gloede op i natten efter de annoncerede nordlys, som imdlertid var blevet væk i dis.
Hvorledes behandler man en tunfisk? Og hvad er der galt med denne måde at behandle en tunfisk? For jeg går ud fra, at det er skidt. Ellers ville der næppe være den kontrast fra kurmageriet, som jo er lissom en delfins. Hvilket med usvigelig sikkerhed bringer spørgsmål nummer 2 på banen: For hvordan gør delfiner kur?

Nu er jeg langt fra at være delfin-ekspert, men så vidt jeg ved svømmer han-delfinen gentagne gange ind i hun-delfinens bug lige over gat-hullet med snuden forrest og signalerer derved en seksuel tiltrækning, hun-delfinen kan vælge at reagere på eller ej.

Og det var ved at spolere hele weekenden i Skotland. Disse flimrende billeder af Viggo Mortensen på sorgløs jagt gennem azurblå bølger med sin legesyge næse dyppet i maven af en britisk tv-skuespillerinde, som ifølge de lokale medier blot var "en veninde" - og om natten drømte jeg, at han stod og skældte tun ud.

"Fy, tun!" sagde han. Og:
"Slemme tun!"

Og det overraskede mig sådan set ikke, da nyheden om branden i Nordsø-akvariet i Hirtshals slap ud onsdag morgen. Det eneste underlige var, at ingen andre så sammenhængen.

Eller som Viggo kunne have formuleret det:

Gjorde kur som en delfin
Behandler hende som en tunfisk
Og klumpfisken må dø

200 kilo klumpfisk døde ved den brand. Fordi ingen magtede at løfte den ud af det utætte akvarium og over i sikkerheden. Talløse børns ven er nu på vej i den store fiskefarsmaskine. Verdens mest frugtbare dyr med en årlig produktion på 500 millioner æg er ikke mere iblandt os, og store dele af Nordjylland græder. Havenes poet med den lillebitte mund og den kæmpestore krop, som tilmed er den krop i verden, som vokser mest fra spæd til voksen - mennesket ville være på størrelse med Amager Fælled i udvokset tilstand, hvis vi voksede lige så meget - kogte over og sagde tyst og relativt stilfuldt farvel.

Og hvor var Viggo?

Ikke i Hirtshals i hvert fald. Ikke så meget som en barmhjertig bisætning kom der fra Viggo desangående. Og det besvarer således også et af de allermest efterspurgte spørgsmål: Hvor holder Viggo jul?

Det gør han inde i sig selv. Og der er god plads.

Den jyske klumpfisk er død, og vi andre må ensomt se hinanden i øjnene og endnu en gang konstatere, at vi er, hvad vi gør. Og ikke hvad vi siger.

God jul.

Glædelig jul til alle på redaktion! Tak for tålmodigheden fra anders.

 
 
Illustrationer af Anna Laurine Kornum
Design og udvikling af Mediafarm ApS