Undskyld

Jeg vil undskylde så meget, og der er så lidt plads at undskylde på. Men tillad mig indledningsvis at undskylde, at jeg er her. For når jeg er her, så kan de ikke være her:

Ofrene, de ved. De 150.000 døde ovre i Asien, heraf muligvis helt op til 6.000 europæere, som jo nærmest tæller dobbelt. For slet ikke at nævne de efterladte, de hjemløse, de sårede, og dem der så på fra få meters afstand samt Ib Michael, som sikkert skal regnes i millioner.

De burde være her. Eller der burde være et eller andet gironummer, som man kunne betale til, så de kunne få nogle penge eller noget tøj eller noget, og det undskylder jeg, og jeg gør mere end dét:

Jeg ringer i dette øjeblik til 90 56 56 00, så de kan få yderligere 100 kroner.

Ja, yderligere. For de har fået før. Og de skal have igen, skal de. De skal have så mange penge derovre i Asien, at de kan bygge deres nye huse af pengesedler, og alligevel vil det ikke være nok, og det er derfor, jeg undskylder.

Men der er mere at undskylde. Den svenske udenrigsminister Leila Freivald gik i teatret den 28. december - kun to døgn efter jordskælvet i Asien - og hun undskyldte i forgårs overfor det svenske folk, at hun havde gjort det. Men det var muligvis for sent, for det svenske folk havde allerede inden nytår udtalt til de svenske medier, at hun virkede arrogant - selv om hun morgenen efter teatret tog det første nødhjælpsfly til Phuket for at trøste ofrene, de efterladte, de hjemløse, de sårede, dem der så på fra ganske få meters afstand samt Ib Michael, der i Sverige hedder Ingemar Stenmark og er ski-legende. For dét med teatret var ikke sådan ment.

Og statsminister Persson græd helt åbent, da flyet med de første seks døde svenskere landede i Arlanda onsdag nat. Og prinsesse Madeleine græd også. Og selve kronprinsesse Victoria græd også, og jeg undskylder, at jeg ikke græd, da det fly landede.

Jeg sov onsdag nat, som den kyniske kat jeg er. Og jeg undskylder, at jeg ikke holdt tre minutters tavshed onsdag klokken 12.00, ligesom resten af Europa. Jeg holdt kun to minutters tavshed i søndags, og det er også løgn, for efter lidt over et minuts tavshed spurgte min søn, hvorfor ingen sagde noget, og så var jeg nødt til at forklare det, men det kunne jeg ikke, for jeg er så dum, at jeg ikke kan forklare, hvordan en kollektiv, offentlig demonstration af sorg hjælper andre end dem, der demonstrerer.

Så jeg undskylder og lover snart at holde tre minutters tavshed for hvert enkelt offer i Asien, og det er alligevel 450.000 minutters tasvhed, og det er 7.500 timers tashed, hvilket er mere end ti måneder uden at mæle et eneste ord.

Men er dét nok? Næppe, så jeg ringer lige til 90 56 56 00 én gang til. Men det må man ikke! Man må kun give 100 kroner én gang i døgnet, og det undskylder jeg, for hvad skal jeg så gøre?

Vi skal slå svenskerne. De giver så meget til ofrene i Asien, men vi skal give mere. Koste hvad det vil. Og vores statsminister skal også ud og græde i lufthavnen, når flyene lander, sammen med kronprinsesse Mary, som også skal græde, og især også Alexandra, selv om hun jo er separeret, for hun er fra Hongkong, og det er jo derovre.

De skal græde allesammen. Vi skal græde allesammen. Vi skal græde mere, end da prinsesse Diana døde, vi skal græde lige så meget, som hvis prinsesse Diana var død 150.000 gange.

Undskyld, at nogle af de hjemvendte danske turister ikke kan få tilfredsstillende behandling på Hvidovre Hospital, fordi der ligger syge københavnere og fylder det hele. Undskyld, at nogle af Tyrkiet Ekspertens Thailands-turister ikke kunne komme igennem på nødtelefonen i de første døgn, fordi nogle andre brugte linien. Undskyld, at Ekstra Bladet kræver bankernes Dankort-gebyr skænket til ofrene, mens de selv scorer kassen på asiatisk nødporno.

Undskyld, at statsministeren kalder begivenheden "en national tragedie af hidtil uset omfang". 70 døde danske mænd, kvinder og børn er en frygtelig og forfærdelig ulykke, men det er ikke en national tragedie af hidtil uset omfang. 800 danske selvmord på årsbasis er en national tragedie. 300.000 alkoholikere er en national tragedie. Men ikke engang af hidtil uset omfang.

AIDS-epidemien i Rwanda er en national tragedie af hidtil uset omfang. Desværre ikke en dansk én - for nu har DR udskudt sit store nødhjælpsshow med Line indtil maj. Altså ikke det store Asien-nødhjælpsshow med Line, for det kører live hele ugen, men det store "DM i indsamling" med Line, hvor overskuddet blandt andet skulle have været sendt til blinde, forældreløse børn i Rwanda, hvis forældre er døde af AIDS.

De må så vente lidt. Til dønningerne har lagt sig ude i Asien. Det går nok også. De har ikke så pokkers meget, de skal nå nede i Rwanda.

Til gengæld har Den Afrikanske Union netop skænket 600.000 kroner til ofrene for jordskælvet i Asien. Det bragte i går Afrika ind på en delt 42. plads på hitlisten over bidragydere, sammen med Slovenien. Danmark lå på 14. pladsen med 302 millioner - stadig fem fordømte pladser efter Sverige, men dog otte pladser foran Michael Schumacher, der tirsdag skænkede 60 millioner kroner til Asien.

Undskyld.

Jeg skal lige ud og have lidt frisk luft.

 
 
Illustrationer af Anna Laurine Kornum
Design og udvikling af Mediafarm ApS