Ud med bøsserne

I virkeligheden er det enkelt. Og heldigvis kan man altid mærke, når det er rigtigt.

Det er fredag, og i de mange templer verden over kalder duggerej til bøn.

"Oho", tænker De og masserer diskret Deres tinding, hvor dagens første blodåre allerede dunker som en junke i brændingen ud for Hong Kongs havn, "og hvad i alverden er duggerej? Og hvor ligger alle disse mange templer? Og bønnen - hvad er dagens bøn mon"?

Og som sædvanlig sætter De fingeren på pulsen. Og det er ikke den i tindingen. Det er selveste Tidsåndens malstrøm. Duggerej er verdens hastigst voksende religion. Skumfødt i en turbulent tid, hvor Gud og hvermand taler om religion, har duggerej fra begyndelsen været omdiskuteret og lagt for had af de sekulære og ikke mindst gammelreligionerne, der ser deres levebrød truet af en ny tro, hvor man selv må bestemme, hvad man tror på, hvem man tror på, og hvorledes man tror.

Ja, friheden er duggerejs fane i verden, og dét flag kan ingensinde brændes, thi det er vævet af modets usmeltelige malm. Og således er bønnen allerede sat i søen på denne fredag, hvor bittesmå danske mediemænd og -kvinder diskuterer, hvorledes vi som folk skal dukke os på den mest elegante måde, således at alle de andre holder op med at lægge mærke til os. Lige som før, hvor vi bare var H.C. Andersen og LEGO, hvor Apetina var Feta, og Krøniken startede lige nord for Hamborg.

"Javelja," tænker De og ser ud i snesjappet med weekendtunge øjenlåg, "men hvor er duggerejs mangfoldighed af templer monstro?"

Se! Kig da mellem snefnuggene! På bænkene, ved busstoppestederne og på cyklerne! På gaderne, i bilerne og bag tremmerne! Se Dem selv i rudens spejl, og De ser Deres tempel. Dér, lige bag øjnenes dunkelgrønne montrer. Thi duggerej er en religion i ånden, og vore templer er os selv. Og således har vi altid et fristed i os selv, lige meget hvor vi går eller står, for vi er i vore templer altid, og vor præst er vor egen indre stemme - den stemme, De kender så godt og holder af trods alt. Fordi den er Deres og ingen andre kan tale den.

Så enkelt er det i duggerej. Når De beder i duggerej, så spørger De Dem selv, og svaret er altid uden tøven, uden forbehold og uden frygt. Det er alt dét, der kommer bagefter, som forplumrer Deres tilværelse.

Når De ser en herre vælte på sin cykel og ligge i den sorte snedynge som en vandmand på land, så behøver De ikke at søge længe efter duggerejs svar. For selvfølgelig hjælper De herren op igen. Men hvis De tøver, hvis De tillader Dem at overveje duggerejs svar, da siver muddervandet op gennem sindets sprækker, og pludselig er det ikke så enkelt. Pludselig er herren måske ikke én, man bør hjælpe. Pludselig er han måske én, man bør frygte. For hvorfor ligger han dér? Hvem er han? Hvad er hans motiver med at ligge sådan? Er han virkelig så hjælpeløs, som alle påstår? Og hvad pønser han på?

Vupti. Det er sådan, Dansk Folkeparti blev Danmarks næststørste parti i løbet af en vinter. Det er derfor, vi nu får en terrorpakke, der giver politiet ret til at ransage Deres tempel igen og igen uden den mindste anledning. Og her finder vi også forklaringen på, at ingen vil samle ind til de fattige på søndag.

Folkekirkens Nødhjælp har landsindsamling i overmorgen. Pengene går til nødhjælp blandt verdens allerfattigste, men de mangler folk til at gå rundt med bøsserne, og de er ved at blive nervøse. Fordi folk siger nej i år. Nej til at hjælpe de fattige, fordi de ligner de andre. Dem, De ved nok, der brænder flag af.

Jeg beder Dem blot om én ting: Spørg duggerej. Spørg, om De skal ringe til 80 60 80 60 og melde Dem som indsamler, eller om De skal lade være? Det er ikke andet end herren på cyklen, og han er væltet igen.

Skal De hjælpe ham op eller lade ham ligge?

 
 
Illustrationer af Anna Laurine Kornum
Design og udvikling af Mediafarm ApS