Stemmerne i mit hoved

En mystisk stemme har overtalt den franske fodboldlegende Zinedine Zidane til at vende tilbage til Frankrigs landshold.

"En nat, klokken tre om morgenen, vågnede jeg pludselig op - og så talte jeg med én", fortalte Zidane tirsdag i sportsmagasinet France Football, og tilføjede:

"Det er et mysterium. Du kan lige så godt opgive, du vil aldrig finde ud af (hvem det var). Det er én, som du sandsynligvis aldrig vil møde. Jeg kan ikke forklare dette møde. Personen eksisterer virkelig, men alting kommer meget langt væk fra. Og i timerne, der fulgte, besluttede jeg at vende tilbage."

Nogenlunde samtidig offentliggjorde den japanske  fødevaregigant Nissui Ltd. planerne om at lancere en fiskepølse med jordbærmælkesmag. Da Nissui sidste år undersøgte japanske børns smagspræferencer, opdagde reseacherne hurtigt, at jordbær hørte til blandt de absolutte favoritter indenfor frugt, hvorefter ledelsen overvejede sagen og besluttede at teste en fiskepølse, tilsat jordbærsmag samt - efter en pludselig indskydelse - tillige mælk.

Resultatet er en pølse med konsistens og smag tæt på den klassiske fiskepølse, på nær eftersmagen som rummer tydelige jordbærnoter.

"Det er en uventet kombination, men børnene vil holde af smagen", udtalte en anonym talsmand fra Nissiu til det japanske dagblad Mainichi Daily News og tilføjede:

"Jordbær går godt sammen med findelt fisk."

Samtidig, et par tusinde kilometer nordvestpå, spredte fugleinfluenzaen fra Sibirien og ind over grænsen til Mongoliet. Og i nabolandet Kazakhstan bekræftede sundhedsmyndighederne, at det handler om den uhyre potente H6N1-stamme, som har slået 50 ihjel mennesker i Asien siden 2003. Og med de nylige udbrud blandt fugle i ex-Sovjetunionen spreder angsten sig for, at mennsker vil blive smittet ukontrolleret og dermed udløse en pandemi.

For man kan sige meget om kineserne. Men de er pokkers effektive til at begrænse og kontrollere. Se bare på Tibet. Der er bare ikke helt den samme stil over det på den anden side af det russiske hegn. Eller som en novosibirsk embedsmand ifølge Interfax formulerede det, da det blev kendt, at H6N1-smitten havde bredt sig til landsbyen Novorozino:

"Tamfuglene i den landby vil blive ... dræbt."

Det er ikke dét, han siger, der bekymrer mig. Det er de der tre prikker lige før ordet "dræbt". Al frygten for fremtiden kan med lidt god vilje rummes i de tre små prikker.

Det er den tøven, der fælder os alle en dag.

"Nå-nå!", siger De og holder avisen ud i strakt arm, "og hvad har URBAN tænkt sig, jeg umiddelbart skal med disse diffuse og usammenhængende oplysninger fra en verden omkring mig, som ved grød ikke er blevet enklere siden før sommerferien. Og her sidder jeg i Metroen og venter blot på, at bomberne begynder at sprænge, og hende foran har en iPod med farveskærm, som er nyere end min, og det eneste, jeg sådan set har brug for lige nu, er at vide, om Alexandra mon beholder prinsessetitlen eller bliver strippet til grevinde, hvis hun gifter sig med ham lydmanden fra Valby. Og helt ærligt, Alexandra ... Valby?"

Og jeg kan kun give Dem ret. Der er større ting i verden end Zidane og fiskepølser med jordbærsmag. Jeg tror bare, det betyder noget, at ligegyldige ting fylder mere og mere, jo flere vigtige ting, der foregår. Eller for at sige det, som det er:

Hvorfor er facisten og massemorderen Slobodan Milosevic stadig på fri fod i Europa, når jeg ikke kan parkere i fucking tre minutter på Kongens Nytorv uden at få en bøde? Eller som FN-soldaten fra Bosnien James Blunt formulerer det i den sidste sang på "Back to Bedlam":

Houses burnt beyond repair. 
The smell of death is in the air. 
A woman weeping in despair says, 
He has been here. 
Tracer lighting up the sky. 
It's another families' turn to die. 
A child afraid to even cry out says, 
He has been here.

And I see no bravery, 
No bravery in your eyes anymore. 
Only sadness.

De bør købe den cd. Køb den for de penge, De skulle have købt fiskefars for, og sæt dem i den forreste vogn i Metroen fra Lergravsparken mod Vanløse på mandag klokken 11.11. Så kan vi sidde dér allesammen med vores iPods og høre på stemmen i hovedet, mens vi ser ud af vinduerne.

For vi er ikke bange for noget. Og helle for at sidde ved forruden.

 
 
Illustrationer af Anna Laurine Kornum
Design og udvikling af Mediafarm ApS