Spørgsmålet i Krysuvik kirke

Når man er en mand på 41 år, er der visse ting, man er nødt til at gøre. I grunden er det overraskende lidt, men selv om man overlever trangen til at købe en Kawasaki 1200cc og undgår det allerværste ruskindstøj fra Marlboro, så er der stadig én ting, man ikke kommer uden om:
Dødens grinende fjæs.

Der er ligefrem lavet flere film om emnet, og den seneste, Dag & Nat med Michael Persbrandt, formulerer problemet på en uhyre interessant måde:
"Hvis kærligheden er svaret, hvad er så spørgsmålet?"

Og dén havde jeg jo tænkt over. For jeg er allerstørste fan af svenskeren med de vandblå øjne, og ideen med at lade en hel film foregå på forsædet af en Volvo er nærmest sublim. Også fordi den handler om en mand, som i løbet af en dag og en nat siger farvel til sin kone, sin søn, sin elskerinde, sin søster og sin mor, før han til sidst skyder sig selv med en Walther.

Og allerede dér burde alarmen have ringet. For Walther er en altfor wannabe-trendy pistol til selvmord. James Bond bruger Walther, og politiet brugte Walther - før de blev machoagtige. Rigtige mænd i midtlivskrise skyder sig med en Bushmaster Carbon 15 Type 97S.

Men jeg var forblændet af formuleringen og de vandblå øjne. Så jeg så filmen, og fy for den. For der var ikke et eneste spørgsmål i Dag & Nat. Jeg opdagede det i hvert fald ikke. Der var til gengæld en masse svar, og de var allesammen triste og aldeles følelsesløse. Som om manden i filmen virkelig burde skyde sig selv til sidst.

Og dét er i hvert fald ikke sandt. Ikke nødvendigvis, og det ved jeg, for jeg har været, hvor spørgsmålet bor. Det store spørgsmål. Spørgsmålet, som kærligheden er svaret på.

Lidt overraskende - og så alligevel ikke - ligger det på Island, omtrent midtvejs mellem lufthavnen i Keflavik og Reykjavik.

Og egentlig var det Jarl Friis Mikkelsens skyld. Vi havde vundet en weekend i Reykjavik i hans AHA-program, og nu sad vi dér i mørket på Hotel Nordica med snesjap i røjserne og en hel pose fulde russere nede i baren og var i tvivl:
Hvad var meningen?

Og den første dag var meningen en tur i downtown Reykjavik. Men hvad er der så mere, som John Mogensen så rigtig sang det engang?

Krysuvik.

Ja, i virkeligheden anede vi det ikke. Vi kørte bare ind i disen, og den er der nok af på Island. Bare ud af Reykjavik og til venstre, så kommer du gennem fem rundkørsler, og så ligger den der.

Disen. Den islandske dis. Som godt kan ligne tåge for det utrænede øje. Men lad Dem ikke narre. Sludregn er der også, og efter en times kørsel begynder alting at blive udvisket på en ret speciel, islandsk måde, som man nok skal have været der for helt at forstå.

Vi kørte bare. Ind i alt det hvide. På et tidspunkt var der et hav. På et andet tidspunkt var der nogle bjerge. Senere dukkede de geotermiske kilder op sammen med lugten af svovl. Og så mere dis og sludregn plus nogle islandske heste og en fugl samt masser af ingenting.

Og til sidst kom vi til Krysuvik.

Egentlig er jeg ikke helt sikker på, at vi var der, for byen er så lille, at den ligefrem er forsvundet. Engang var den der, men så skiftede tiderne, og nu er den blevet væk i disen. Men der ligger stadig en kirke på nogle klipper med grønt mos på. Og ifølge receptionisten Björn på Hotel Nordica kan man få opfyldt sine inderste ønsker i den kirke. Man skal blot lægge en skilling på alteret og ønske - så vil det ske.

Og det har vi jo lissom prøvet før. Og det er altid fis i en hornlygte. Men da jeg trådte ind i mørket i den lille trækirke i den forsvundne by, gled en usvigelig sikker fornemmelse ind over mig.

Der var kraft i Krysuvik kirke. Ikke kristen kirkekraft - noget meget ældre og meget stærkere. Krysuvikkraft.

Så jeg lagde skillingen og ønskede.

Og nu ved jeg, at hvis svaret er kærlighed, så er spørgsmålet at finde i Krysuvik kirke på Island.

Og det har ikke noget at gøre med at skyde sig selv. Det har ikke engang noget at gøre med Gud.

Det handler om at turde:
Tør du?

 
 
Illustrationer af Anna Laurine Kornum
Design og udvikling af Mediafarm ApS