Som basuner af salt

Min mor smuglede engang imellem. Ikke store sager - bare lidt hygge-forbrydelser henover Øresund efter en lang lørdag i Hälsingborg - men det var alligevel nok til at gøre mig meget bange, når vi kørte i land i Helsingør.

Og når jeg blev bange, lukkede jeg øjnene og gemte mig i bunden af bilen. Som om tolderen blev til luft og det farlige forsvandt, så længe jeg lå helt stille nede i bunden af en kongeblå SAAB 96 med lukkede øjne.

Sådan er det også med plejehjem.

Plejehjem er, når man lukker øjnene og gemmer sig i bunden af bilen i håb om, at døden bliver til luft og alt det farlige forsvinder. Det er også derfor, plejehjem tit ligger lidt af vejen, bag nogle buske eller for enden af en lang græsplæne.

Eller i Brønshøj inde bag en masse autoforhandlere. Men ingen, som har sat benene i Bystævneparken ved Utterslev Mose, kan længere lukke øjnene og ligge stille.

Da jeg i fredags opfordrede Dem til at stemme på Wilhemine Anna Cathrine Hansen fra Bjerringbro, så var det ikke fordi, jeg kendte hende. Tværtimod. Det var fordi, ingen kendte Wilhemine Anna Cathrine Hansen. Hun var så ukendt, at man måtte avertere efter efterladte sørgende i Politiken, da Wilhemine døde sidste mandag efter 93 år her på Jorden.

Helt usynlig var Wilhemine. Alle havde lukket øjnene, og derfor burde De stemme på hende den 8. februar og således tvinge øjenlågene op. Fordi det farlige ikke forsvinder, bare man gemmer sig i bunden af bilen. Og ligemeget hvad de forenede politikere Anders-Mogens-Pia-Holger-Rune-Marianne-Mimi-Marianne-Bendt&PernilleAps påstår, så er livet Deres ansvar og magten i Deres hænder.

Derfor må De tilgive mig, når jeg nu beder Dem om ikke at stemme på Wilhemine alligevel. Ikke fordi der er noget i vejen - slet ikke! - jeg er overbevist om, at Wilhemine kunne være blevet en super statsminister. Men hun var bare ikke ukendt.

For hun boede og døde på plejehjemmet Egebo i Bystævneparken omme bag alle autoforhandlerne i Brønshøj. Og dér har kommunen ansat folk til at se efter de gamle, og det er samvittighedsfulde folk, som ikke bare holder øje. Næh, folkene holder også af de gamle og sørger, når de dør.

Og de holdt af Trille, som Wilhemine blev kaldt på Egebo. Måske endda endnu mere end mange af de andre, for Trille lo, så det spruttede ud af munden på hende, når hun lo. Og hun lo tit. Og Trille var linedanser. Ægte linedanser. Og luftakrobat og rytterske. Cirkus for pokker. Lillebitte Trille på under halvanden meter stammede fra et omrejsende cirkus, som ingen længere kender - og som i hvert fald ikke længere kender Trille, for ingen besøgte hende i de syv år, hun boede på Egebo.

Ingen ved, hvad der gik galt mellem cirkus og Trille. Jeg har været en del i cirkus, og jeg kan godt give et par gode forslag, men den virkelige forklaring tager Trille med sig i graven. Og så måske alligevel ikke helt, for nogen har søreme ringet Sundhedsforvaltningen inde på kommunen og erklæret sig for pårørende til Trille.

Og således ender Trilles historie med mere og andet end en desorienteret præst, en repræsentant fra bedemandsfirmaet samt en pæn buket fra Egebo. Nu kan hun åbne øjnene og se skosnuderne fra de forvildede pårørende titte ud over gravens rand, og måske tilmed høre den søde lyd af en tåre, når den rammer urnens låg.

Nu er det os, der er efterladt. Alene - uden nogen at stemme på den 8. februar. Og det passer så heller ikke, for der er nok af glemte mennesker derude. Selvsamme dag som Trille døde i Brønshøj, sev livet ud af en 64-årig herre på Amager Hospital:

Anton Michael Ipsen.

Og Anton kom ikke noget sted fra. Ikke engang Brønshøj. Antons sidste adresse var "Københavns Kommune, 2300 København S.", og det er som bekendt et vidt begreb.

Jeg beder Dem. Ret ryggen, kravl op fra bunden af bilen, se ud af vinduerne og stem på Anton Michael Ipsen.

Det er de andre, der fortjener glemslen.

 
 
Illustrationer af Anna Laurine Kornum
Design og udvikling af Mediafarm ApS