Mærsk og Volvoen

I virkeligheden begyndte alting at skride i lørdags. Det var dagen efter fredagens store afsløring af dødskragerne på Holmens Kirkegård i København, og jeg befandt mig i Jylland, hvilket muligvis var en overdrivelse.

Og dér, i Viborg Stifts Folkeblad på side 14 ved siden af billedet af en stærkt nedsat vippesnegl, stod der en artikel med overskriften:

Han var bare med

Neden under var et fotografi af en ung mand med en frisk, blå t-shirt, hvorpå der stod: "Will fuck on first date" - samt denne tekst:

"Den unge mand, der var afbilledet på forsiden af folkebladet i forbindelse med torsdagens omtale af bøssebanko-spillet, er ikke myndig, og hans mor har henvendt sig til avisen med følgende kommentar:

- Min søn deltog kun i arrangementet, fordi han var inviteret af nogle venner."

Så vidt er det altså kommet. Bøssebanko i Viborg. Der er så mange kulturelle skred i de tre små ord, at de ikke burde være i stand til at stå oprejst ved siden af hverandre. Jeg stirrede på den unge mand og tænkte på, at det var godt, han havde nogle venner, således at han ikke skulle sidde hjemme hver aften. Og så stirrede jeg på den lille pige, som sad og vippede på vippesneglen til 49,95 og tænkte på, at alting jo har en årsag, hvis blot man leder længe nok.

Han var bare med

Og det er således, alting skrider. Man er bare med, og så bliver man rodet ind i noget. Og jeg var kun lige ankommet til København igen, da det gik op for mig, at også jeg havde pustet til flammer uden at anlægge brændbælter først. Og nu var ilden ude af kontrol.

Det var selvsagt dødskragerne fra Holmens Kirkegård, der spøgte. Eller nærmere: Det var noget, jeg havde skrevet om dem i fredags i billedteksten under fotografiet af den onde krage, som gennem flere uger har henlagt den før så fredelige kirkegård i et kaos af frygt og fjer:

"Er man frisk på at smøge ærmerne op og tage fat om ondets rod, så mødes vi bag kapellet på mandag klokken 10."

Og klokken var fem minutter over, da jeg dykkede ind i regnvejret bag kapellet på Holmens Kirkegård for at tjekke, om nogen virkelig læser billedtekster nuomdage.

Det er der. Ikke mange - men nok.

Helt nøjagtig stod der to mennesker under de store bøgetræer ved familien Billes familiegrav. Det ene menneske var en kvinde med en meget stor paraply, mens det andet var en mand men en praktisk rygsæk på ryggen.

"Æh, er I kommet for at skyde krager?" kvækkede jeg og kiggede nervøst på mandens rygsæk.

"Ja, jeg håber at se blod", erklærede manden beredvilligt og præsenterede sig som Emil Toftager Bovien fra Smørum.

"Og Bagsværd. Jeg er både fra Smørum og Bagsværd", rettede Emil sig selv og smilede i regnen.

"Ja, der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget", sagde jeg for at bløde stemningen op.

"Ikke det?" spurgte kvinden eftertænksomt og præsenterede sig som Ünnur Erlendursson fra Gilleleje.

"Det udtales "Ünnur", min far er fra Island", tilføjede hun og fortsatte:

"Jeg har lige findet Lotte Tarp. Hun ligger derovre under en virkelig pæn sten i marmor. Blå marmor."

"Jo", sagde Emil pludselig, "vold".

"Hvor? Hvem? Hvadfornoget?" spurgte jeg.

"Vold. Vold er så skidt, at det ikke er godt for noget!"

"Ja! Det passer", sagde Ünnur og smilede.

Og dermed var brodden ligesom taget af den krageskydning. End ikke, da en blåmejse lidt senere gjorde udfald mod Emils hovede, kunne jeg få nogle af mine to nye venner til at dræbe. Tværtimod begyndte Ünnur at fortælle om alle de arme forsøgsdyr, der sad fanget ovre på Panuminstituttet, og til sidst kom der en kirkegårdsgartner hen og vrissede:

"Det der med kragerne sker sgudda bare i de par dage hvert år, hvor deres unger er ude af reden men endnu ikke har lært at flyve. Hold nu op."

"Ja", sagde jeg stille, "det er jo, hvad de vil have, vi skal tro."

Og så løb jeg.

Han var bare med

Og alligevel ikke. For i går opdagede jeg, at Mærsk McKinney Møller overvejer at købe en Volvo XC90. Han har kørt i Audi i de senere år, men nu skal det være, og jeg hører tusinder af engle med basuner, når jeg forestiller mig Danmarks ældste milliardær og frue sidde trygt og godt bag rattet i verdens sikreste og smukkeste bil.

Så falder alt på plads igen.

Men der er skyer i horisonten. Ifølge mine kilder vakler Hr. Møller fortsat mellem Volvoen og en BMW X5 på grund af tyskerens lidt større fordør. Det svarer til, at Leonardo da Vinci vaklede mellem at male Mona Lisa eller hendes lillesøster Tutter.

Tvivl ej, Hr. Møller. Mal Deres mesterværk. Og tillad mig at anbefale 18 tommers Panopea-fælge.

 
 
Illustrationer af Anna Laurine Kornum
Design og udvikling af Mediafarm ApS