Kgl. fødselsdag

En sjælden gang skimter man storhed. Bare lige omridset af den. Men skæret fra denne storhed er alligevel nok til at oplyse hele uger af dystert mørke.

Således skete det denne smukke dag i oktober, at frk. Benita Dreyer-Andersen fra Allerød, datter af speditør Benedikte Dreyer-Andersen fra Allerød, sendte en mail til Urbans redaktion, der i sin nærmest geniale enkelthed var formuleret sådan her:

"Hej Redaktion
Ønsk Anders Lund Madsen et kæmpe tillykke med den ny alder på onsdag!! Sig jeg elsker hans bagsider, og han gør fredag morgen meget sjovere!!! Sig også at han d. 12 september i år rørte mig dybt dybt inde, da han skrev bagsiden om Anna Lindh. Sig tusind tak til ham, og hils han forældre og sig det er godt de har sat ham i verdenen. Han gør den pænere!
De gladeste efterårshilsner fra Den gladeste Urban-bagside-læser
Benita 17 år, Allerød"

"Hvor har dette prægtige menneske dog ordet i sin magt", hikstede Madsen og snøvlede sig for Gud-ved-hvilken-gang gennem mailen, og lidt efter tørrede han en forræderisk tåre væk fra den ene kind og skrev en pæn takkemail tilbage, hvori han lovede at gengælde fødselsdagshilsenen, hvis blot han fik Benitas fødselsdato at vide?

Og så kom sensationen: Benita fylder 18 år den 14. maj næste år. På præcis den samme dag, som I-ved-nok-hvem skal smedes i Hymens lænker!
"Milde Himmel!" udbrød Madsen, "det er jo en skandale!"

Og kort efter sad han overfor den unge kvinde, der dog ikke virkede umiddelbart skandaliseret.
"Ikke sådan", sagde hun glad, hvorefter Madsen rullede de store brandslanger ud.
"Hvornår blev du klar over, at du havde fødselsdag den 14. maj?"
"Det er længe siden", sagde Benita.
"Aha! Og har man måske ikke altid gjort meget ud af din fødselsdag hjemme i Allerød?"
"Joh. Jeg plejer at blive vækket med fødselsdagssang og mad på sengen - også selv om det er skoledag... Og gaver og den slags..."
"Man kan altså ligefrem kalde familie Dreyer-Andersen en fødselsdagsfamilie med stort F?"
"Ja", sagde Benita og tilføjede, "og så er det sådan en god dato, ikke? Den 14. maj... Det ligger godt i munden, synes jeg."
Madsen sad lidt og sagde "den 14. maj", og bagefter sagde han "den 4. februar" og "den 22. september" og endog "den 10 august", og han måtte indrømme, at den 14. maj lå overraskende godt i munden.
"Det er nok også derfor, "de" har valgt den dag", sagde Benita.
Nemlig. Og det var Benitas mor, der overbragte Benita nyheden om "deres" beslutning via sms, og Benita blev "umiddelbart glad".
"Jo, for så sker der da noget. Og der vil være nedtællinger på DR2, eller hvor det nu er...", sagde Benita henført.
"Oh, jo. Og flag på busserne og fine platter fra Bing & Grøndahl" supplerede Madsen, hvorefter han sænkede stemmen og lænede sig ind over bordet: "men har du tænk på, at 18 år er en ganske særlig dag?"
"Joh..."
"Myndig? Stemmret? Kørekort? Fængsel?"
"Joh..."
"Sikken en fest, ikke?"
"Joh..."
"Og hvad tror du, hele din familie og alle gæsterne vil foretage sig på din store dag?"
"De vil da...", begyndte Benita, men så tøvede hun, og lidt efter kom det: "De vil da sidde og se bryllup i fjernsynet!"
"Lige præcis! På din store dag sidder hele bundtet klistret til skærmen, og kagen står og skammer sig og gaverne er blevet væk, for "de" skal giftes, du" himlede Madsen ophidset.
"Du godeste" sagde Benita.
"Jeps,. "De" har stjålet din fødselsdag."
"Har "de" virkelig?" hviskede Benita.
"Vel har "de" det. Og der er kun én måde at gøre skaden god igen..."
"En bryllupsinvitation, måske?"
"Naturligvis!" råbte Madsen, "så kan din familie og dine venner nemlig se dig i fjernsynet, og så passer pengene!"
"jeg glæder mig allerede", sagde Benita glad.

Følg med i den spændende fortsættelse, når Benita om kort tid modtager sin invitation og begynder forberedelserne til den store dag.

 
 
Illustrationer af Anna Laurine Kornum
Design og udvikling af Mediafarm ApS