Kaninen og det frække egern

Jeg er træt. Jeg indrømmer, at jeg er færdig som popsanger og beder Dem tilgive, at denne historie nægter at handle om valget. Men den vil simpelt hen ikke. Nix, siger den.

Og det er urimeligt. Det store menneske Lars von Trier brugte så sent som i forgårs adskillige tusinde kroner på at rydde en hel side i avisen, således at statsministeren kunne få oplyst, at hans parlamentariske grundlag stadig er svinsk.

Det var ganske vist Zentropas penge, avisen var godt nok MetroExpress - og Anders Fogh Rasmussen er sandsynligvis allerede opmærksom på forholdet. Men alligevel.

Lars gør da noget. De fleste sidder bare med lukkede øjne nede i bunden af bilen og håber det uhyggelige snart er slut, så statsministeren og hans parlamentariske grundlag kan øffe videre, og paven har som den eneste ligesom taget skridtet fuldt ud nede i Rom.

Jeg er tilmed værre. For her er den bedste side i en af Danmarks største og mest læste aviser fire dage før valget - og hvad gør jeg?

Ingenting. For den historie vil ikke handle om dét valg. Og jeg tror, den er ked af det. Fordi ingen har meldt sig vedrørende Anton Michael Ipsen, der døde den 17. januar. I fredags bad jeg Dem stemme på Anton til valget, fordi han døde helt alene og uden en eneste til at sørge over sig, og hvis han får en halv million stemmer på tirsdag, så er han ikke længere alene.

Men der har ikke været noget. Ingenting ud over manglende breve og mails der ikke er der. Ingen telefoner og ingen på gaden som har standset foran mig og sagt, at de kendte Anton og var kede af, at han nu er død.

Så for at hædre hans minde vil denne historie ikke bukke sig efter det forsølede valg og dets glemselsmodne panelpettere. I stedet vil jeg bruge pladsen på at fortælle historien om Peter Kanin. Det er en klassiker - Pixibog nummer 006 - og et historisk dokument over en tid, som er væk. Og så alligevel ikke:

"Peter Kanin var meget lille og meget forfængelig. Han havde et utal af brødre og søstre, som de fleste kaniner jo har. Allesammen havde de lange silkebløde øren og buskede haler. "Men min hale er bare den hvideste af dem allesammen!" sagde Peter Kanin og så rigtig storsnudet ud.

Han var nu så gruelig stolt af den hale. Når han legede skjul med sine brødre, fandt de ham straks, fordi han ikke nænnede at gemme den. Og hvis han kom til at dyppe den i en vandpyt, styrtede han hjem til sin mor for at få den vasket!

Det værste af det hele var, at Peter Kanin altid hoppede afsted med øjnene i nakken for nu også at være helt sikker på, at halen var der endnu. Det var derfor, han en dag brasede lige ind i en busk, så han kom til at ryste en lille fugl ud af reden. "Pip, pip, den klodsmajor!" skændte fuglemor. "Hvorfor ser du dig ikke for? Hør bare, nu har du vækket alle mine unger!" "Åh, undskyld!", sagde Peter Kanin. Og så skyndte han sig afsted.

Efter den salut tænkte Peter Kanin ikke på sin hale i hele fem minutter. Men pludselig fløj der et lille hvidt fnug forbi hans næse. "Hvad i alverden!" råbte han, "der må være sket noget med min prægtige hale!"

Han bukkede bagge ender sammen på sig selv for rigtig at kunne undersøge sagen. Men alt var i orden. Halen var der, så hvid og blød som nogensinde...

De små hvide tingester blev ved med at flagre til jorden, indtil den var helt dækket af dem. Det var snefnug, og snart var Peter Kanin omgivet af driver så hvide, som snedriver nu kan være. Han vendte sig om og så på sin hale - eller på der hvor hans hale plejede at være. Men ak, den var væk!

"Min hale, min hale!" råbte Peter Kanin og styrtede hjem til sin mor. "Hvor kan den dog være blevet af?"

Hans mor kastede et eneste blik på ham. Så lo hun og sagde: "Dit lille fjols! Din hale er med! Den følger altid med dig afsted, men hvide haler er svære at se, når de er ude i snedhvid sne!"

Og således er det også med valget. De hvide haler er svære at se, når de er ude i snehvid sne. Så glem dem.

Stem på Anton Michael Ipsen. Stem på Lars von Trier. Stem på Dem selv.

For Peter Kanin er dødens pølse.

Billedtekst: Lars von Triers annonce fra MetroExpress. Indsat Peter Kanin med halen. Jeg kysser din mave i tusinde drømme. URBAN anbefaler, at De lytter til Leonard Cohens "Democracy" fra albummet The Future under læsningen af denne bagside.

 
 
Illustrationer af Anna Laurine Kornum
Design og udvikling af Mediafarm ApS