Jeg har lugtet verdens ende

Hvad er en amerikaner? Spørgsmålet trænger sig på efter tre uger på Hawaii og banker ligefrem på døren, da min to-årige søn stikker sin skovl i en bunke sand og spørger: 
"Hvad er en amerikaner?"Jeg ser de blåblå bølger knække ude over revet ved Larsen's Beach på Kauai og tænker, at det er min egen skyld, fordi jeg lige har spurgt ham, og ikke vi skal lege "Amerikaner"? Så klapper jeg ham på sommerhåret og siger:
En amerikaner er én, som er bange for alting.
"Alting?" gentager drengen imponeret.
Alting. Jep, gengentager jeg, og så sidder vi lidt, mens Jorden drejer om sig selv i det endeløse univers, og så siger han:
"Luft?"
Ja, også luft, siger jeg.
"Og måger?"
Jep.
"Blade?"
Mm.
"Sand? Bukser? Spande? Skovle? Fingre? Øjne? Hår? Farer?

Ja, min dreng. Selv mig er de bange for, siger jeg og tænker på damen nede ved swimmingpoolen, som gik i vandet med sine hotel-nøgler om halsen af frygt for, at jeg skal stjæle dem ellers.

For der var ikke andre nede ved poolen. Og i den forbindelse vil jeg gerne rose disse mennesker for ikke at spærre liggestole med håndklæder i samme grad som europæere, særlig svenskere, gør det. Hvis en amerikaner ikke er i sin liggestol, så er det fordi, hun ikke er i sin liggestol. Der eksisterer ingen mellemformer her. Eller også er hun bare bange for liggestole.

Der er tre gas-grills, som hotellets gæster må benytte efter først-til-mølle-princippet, og hver dag klokken 18.30 marcherer tre nye mænd i Hawaiiskjorter og lidt for lange shorts derhen med hver deres to bøffer og hver deres Miller Light, og så står de der og griller og ligner noget fra en amerikansk film om den uendelige amerikanske middelklasse, som altid skal splintres af en eller anden madman med en harpun, og de skæver ned til mig i poolen og knuger Miller lidt strammere om den lange, slanke hals, og jeg nyder at være farlig, så jeg dykker skummelt mod bunden af pølen, og pludselig mærker jeg, at jeg er Dustin Hofmann fra The Graduate, der dykker i pølen, mens far griller, og Dustin skal bare væk fra den uendelige middelklasses uendelige talestrøm og ned i alt det stille blå.

Hello darkness my old friend, synger Art Garfunkel dernede, og muligvis er det dét, Art lissom forsøger at kompensere for ved at støtte Howard Deans kandidatur til det amerikanske præsidentvalg så mange år senere.
Men lige meget hjælper det, for John Kerry vinder New Hampshire om tirsdagen med Dean langt bagefter, og Garfunkels eneste trøst er, at general Clark er endnu længere bagude, og han har endda fået støtte af Madonna.

Jeg har ingen støtte fået. Tre uger er man udenlands, og så bliver man totalt glemt af sine venner, som ellers lovede at skrive, men næh-nej. Den eneste, som gider skrive, er min heltinde fra Nyhavns Rejser, der gang på gang forlænger ferien og derved redder disse studier. Som godt nok går lidt trægt.

Den mest åbenlyse udvikling er, at jeg har spist så meget amerikansk mad, at jeg er begyndt at ligne Per Munch fra Politiken. Og så har jeg set et skilt.

America stole Hawaii, stod der, og det viser sig, at Hawaii har sin egen selvstændighedsbevægelse, som kræver fuldstændig løsrivelse fra USA med det samme.

Den støtter jeg. Men jeg støtter principielt enhver selvstændighedsbevægelse. Ligemeget hvad. Jeg synes, alle skulle være selvstændige. Selvstændighed giver styrke.

"Det kan vi godt", siger min to-årige søn, og vi er tilbage på Larsen's Beach, "men så skal du være amerikaneren".

Og resten af dagen skriger jeg af rædsel, mens min søn truer mig med en plastikskovl.

 
 
Illustrationer af Anna Laurine Kornum
Design og udvikling af Mediafarm ApS