Hverken helt eller halvt

Denne tale skulle have markeret begyndelsen på Det Nye Danmark - nu med helt. Anledningen var Videnskabsministereiets historiske præsentation af det danske astronaut-program på Planetariet i forgårs, hvor den rare minister havde inviteret mig til at medvirke som et eksempel på, "hvor vidt ansøgerfeltet spænder".
Jeg var stolt. Jeg var fuld af tro på fremtiden. Og så dum i nakken, at politiet egentlig burde skride ind og anholde mig for offentlig idioti.

Alt-alt for sent (men heldigvis i tide) opdagede jeg, at ingen tog mig alvorligt. Pludselig lagde jeg mærke til den akademiske fims, journalisternes døde fiskeøjne og de små hidsige næsekrympninger på overlægen, som skal godkende de kommende astronautkandidater - og jeg indså, at løbet var kørt, endnu før det var skudt igang.
Så jeg puttede sedlen med talen i lommen igen og tog den første flyver til Vang på Bornholm, og dér på klipperne over byen holdt jeg talen for to unge sildemåger og en solsort, der alle tre ærlig talt virkede ret adspredte. Men der var da i det mindste liv i deres øjne.

Kammerater! Hr. minister! Jeg skal gøre det kort: Verdens modigste mand, testpiloten Chuck Yeager, blev engang opfordret til at deltage i Apollo-programmet og dermed komme blandt de første mennesker i rummet. Han sagde nejtak. Fordi en astronaut ikke var andet end en chimpanse i en blikdåse, og Chuck Yeager havde ikke lyst til at være en chimpanse i en blikdåse. Alligevel nægtede han nogensinde at sige noget grimt om dem, der drog ud i stedet for ham. For Yeager så en grundliggende forskel på astronauter og chimpanser: Chimpanserne vidste det ikke, når de sad oven på tonsvis af sprængstof. Dét vidste astronauterne. (Kunstpause.) Og det er dét mod, vi er samlet for at hylde her i dag. Når Danmark om kort tid vælger sin astronaut, er der én ting, dette menneske skal have rigeligt af: Mod. Og selv om det lyder enkelt, er mod en uhyre indviklet sag. Se jer omkring! Hvor er modet henne i vort land i dag? Ingensteder, siger jeg jer. Vis mig en modig dansker, og jeg garanterer, at hun enten er udstationeret i Irak eller har fast aftenvagt i Københavns Brandvæsen. Forhåbentlig. Hvis hun da ikke afspadserer eller er i krisehjælp. Vi har ingen helte længere i det her land, hvor stikkere, pjækkere og spytslikkere hyldes som forbilleder, mens mennesker, der tør for andres skyld end egen, i bedste fald ignoreres og ellers behandles som kuriøse levn fra en primitiv fortid. Vi har glemt glæden ved at træde ud på den tynde is uden at vide, om den bærer, fordi vi har haft for travlt med at beundre manden, der skrev "Isen er usikker" på fine små røde skilte. Vi er blevet kømænd i stedet for sømænd, vi er blevet chimpanser i stedet for astronauter, og stanken af henfald breder sig hastigt som giftgas langs kurdiske husmure. For vi sidder stadig oven på tonsvis af sprængstof. Faktisk sidder vi på så mange tons sprængstof, at Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben helt forsvinder og bliver til støv i sammenligningen. Vi ved det bare ikke længere. For vi er blevet chimpanser, og selv om vi har smarte rumdragter på, er der ble indeni, for vi magter end ikke at gå på toilettet uden hjælp længere. (Pause indtil bifaldet løjer af). Den store og vidunderlige avis Berlingske Tidende leder i øjeblikket efter Alletiders Største Dansker, og ser man på opløbsfeltet, er billedet ikke til at tage fejl af: Ingen dansker er blevet stor uden at turde, og ingen dansker har turdet noget særligt i det seneste århundrede. Berlingeren har godt nok A.P. Møller med på listen, men det er mest for at bede om godt vejr efter dét med Riffelsyndikatet. Ellers er det lutter gamle, døde mænd (plus Margrethe I som er en død kvinde). Men jeg siger jer. På denne smukke forårsdag i dette smukke anemonemættede land siger jeg jer: Vi skal have en helt i Danmark igen. Atter skal børn vende blikket mod deres far og spørge, om de måske også kan blive ligesom denne helt, når de bliver store? Og atter skal mødre se ned på deres børn og håbe, at denne drøm måske en dag virkelig kan gå i opfyldelse. Muligheden for storhed findes. Vi skal igen have noget at se op til. Noget at stræbe imod. Glæde sig til og håbe på. Værdighed, mine herrer og damer, værdighed. Danmark skal atter ranke ryggen og blive andet og mere end køtilbud, kaospiloter, kassevogne, kongelige bryllupper og kæmpemæssige svinefabrikker. Vi skal have et menneske ud blandt stjernerne og hjem igen. Og det er umuligt at overdrive vigtigheden af, hvem det bliver. Luk øjnene, tænk jer om, og åben dem så igen. Og se! Valget burde sådan set træffe sig selv. (Bifald. Stående hyldest. Eventuelt crowdsurfing.)

Det sidste blev så ikke aktuelt, for begge mågerne var fløjet, og solsorten var for lille til, at jeg nænnede at kaste mig ud over den. Men den blinkede til mig, før den fløj, og dét tager jeg som et tilsagn.

Så er der kun resten af landet tilbage.

 
 
Illustrationer af Anna Laurine Kornum
Design og udvikling af Mediafarm ApS