Hvem ejer Morgendagen

Min grandonkel Johannes Lund Madsen formulerede det uhyre præcist for længe siden:

Sådan er livet: Enten føler man intet - eller også gør det ondt.

Og der var vandskadeudsalg indeni. Ved Grød! Uha, hvor jeg følte noget den dag, hvor den europæiske rumraket omsider dykkede ind i Mars' atmosfære for at landsætte den lille vævre mobil-laboratorie-fidus i det røde støv og én gang for alle slå fast, om der var nogen hjemme eller ej derude.

Og det var der så ikke.

Ikke i Beagle i hvert fald, for der kom ikke så meget som et lillebitte bjæf fra ESA's rumdims, og i dagene efter tonede den ene poseøjede englænder efter den anden frem i fjernsynet med dybe suk og brede slips, og tavsheden larmede gennem verdensrummet.

"Man skulle muligvis ikke have opkaldt den efter den dummeste hund på Jorden," sagde min storebror hjerneforskeren, der altid går i spåner, når noget oppe i rummet kikser.

Og så sad vi dér og følte noget, indtil amerikanernes rumsonde Spirit I forleden let og gnidningsløst dalede ned på Mars og med en nærmest demonstrativ punktlighed begyndte at sende knivskarpe fotografier hjem til gutterne i NASA, som alle lignede nogen, der lige havde fået sex for første gang siden uafhængighedserklæringen.

"De er muligvis skarpe. Men de er eddermaneme kedelige", sagde jeg og gloede surt på den tilsyneladende endeløse røde sandkasse på billederne.

Det hjalp bare ikke. Og da den 76-årige pensionerede landmand Ernest Paluzzano fra Dordogne dagen efter satte det sagnomspundne franske nationalklenodie Grotte du Sorcier - Troldmandshulen - til salg for en million euro, fordi han "ikke længere gad vise gæsterne rundt", var bunden lissom nået.

Hulen er især verdensberømt på grund af en enestående tegning på væggen, hvor forhistoriske mennesker for omkring 18.000 år siden skabte Jordens første billede af et menneskeligt ansigt.

Så vidt vi ved. Og ansigtet er ikke bare et ansigt. Der er et udtryk i det ansigt, som er svært beskrive som andet end bedrevidende. Manden smiler simpelt hen arrogant ned på betragteren, og måske var det dét, Ernest blev træt af i længden? Eller også var det selve tiden, der skred et hak.

"Vi har tabt", kvækkede jeg, "yankeerne har vundet".

"Snik-snak! Vi køber hulen!" himlede hjerneforskeren, der hader at tabe noget som helst, men der var allerede venteliste hos ejendomsmægleren, og så var der hele dilemmaet med bopælspligt og en hulens bunke servitutter på fransk.

Og alle, som har set en fransk servitut, ved, at de er ikke til at spøge med.

Så sad vi dér og følte os som vidner til den europæiske kulturs død. Det havde været en lang fest med flere smukke øjeblikke, men nu var det på tide at lukke og slukke.

"Nogen burde gøre noget", hviskede vi.

Og i næste uge lander Spirit II på Mars for ligesom at tvære nederlaget helt ud i vores arrogante ansigter. Er det bare alle med europæiske elastikbånd, som skal op af svømmehallen nu? Hvad er det, amerikanerne kan eller vil eller må, som vi ikke kan eller vil eller må?

Hvor er håbet, ideerne og modet blevet af her? Er de andre bare federe end os?

Når disse linier skimmes, har jeg - hvis de slipper mig ind - netop pakket badetøflerne ud på Hawaii helt ovre i det allervestligste USA.

Og jeg bliver der, indtil jeg har fundet svarene.

Det er et hårdt job, men nogen skal jo gøre det.

 
 
Illustrationer af Anna Laurine Kornum
Design og udvikling af Mediafarm ApS