Grønt spirende hjerte

Når jeg tænker efter, kan jeg ikke komme på nogle irere, som virkelig har skuffet mig. Sinhead O'Connor dykkede ganske vist godt ud af gak-skalaen dengang under Bob Dylan hyldest-koncerten ovre i New York, men Kris Christofferson fik hende ned på jorden igen, og nu har hun lagt alt det dér shit bag sig og har endog fået en lille frisure igen. Og en anden gang, hvor jeg under et Melodi Grand Prix i Dublin i 1995 truttede et andekald lige i hovedet på Grækenlands deltager - Elina Konstantopoulou der lige var blevet nummer 12 med den lyriske tempo-ballade Pia prosefchi - undskyldte de irske sikkerhedsvagter ligefrem bagefter, at de havde vredet armen om på mig.
Og jeg fik mit andekald tilbage.

Næh, irere er ordentlige folk, så vidt jeg ved. Og det er derfor, jeg godt tør bede jer om det her:
Køb please en billet til koncerten med Damien Rice på onsdag den 3. marts i Lille Vega. Køb en til dig selv. Og køb så en til og giv den til én, du virkelig gerne vil gøre blød i knæene, helt lodden af velvære og fuldkommen inderligt kysseglad.

For Damien Rice er irer. Og det bliver en rigtig, rigtig god aften.

Hvilket jeg af indlysende årsager ikke kan vide, for det er jo ikke sket endnu, og jeg har heller aldrig mødt manden, og han ser ærlig talt en smule blodfattig ud på fotografiet. Men alligevel.

Jeg tror virkelig, det bliver en god aften.

For jeg har hørt pladen. Damien Rice har kun lavet én, men den er heldigvis kopieret i en hel del eksemplarer og kan købes forskellige steder i verden, og det var i en boghandel på Union Square i San Francisco, at jeg fandt den.
Nej. Min smukke kone, som kan finde firkløver i en potte kattegræs fra Iso, gik forbi en hylde med cd'er og pegede lissom tilfældigt på en kedelig beige tingest og sagde: "Den skulle du købe."
Så det gjorde jeg, og hun havde ret.

Og det er 11 dage siden nu, og jeg er sådan set ikke kommet meget længere. Jeg lytter til den lille kedelige beige tingest hver dag, og hele tiden bliver jeg glad på nye måder, som jeg ikke vidste, man kunne blive glad på.

For eksempel Uendelig Ensom Men Tryg-glad. Det er sådan man får det, når det sidste tog kører for næsen af én, og man sidder og venter på, at den første solsort skal begynde at synge.

Eller Kolossalt Bange For At Dette Øjeblik Bliver Glemt-glad, sådan som man har det, når alting passer sammen, og ingen andre kan se det!

Eller Duften Af Grannåle-glad, som man bliver, når de har sat sig fast på ryggen af ens elskede, fordi hun har ligget i skovbunden og kigget op på de svajende trætoppe.

Og det er bare ved at høre den første sang. Og der er 10 på pladen. Og allerede i tredie sang er der en linie i et vers, som lyder: I can't take my mind off of you.

Og det ser nok ikke ud af meget dér midt på bagsiden af Urban. Bare sådan en sætning på udenlansk, og hvad er der med dén? Og det er også rigtigt nok, men det er derfor, det er så vigtigt, at I går i Vega på onsdag, for den sætning skal høres, ikke høres, men høres.

Så kommer glæden. Og det er den fine, mørke, blå glæde, der kun når til anklerne men til gengæld holder hele natten. Mosekone-glæden.

Og jeg ved godt, at 140 kroner er mange penge. Det svarer til syv timers parkering i Vestergade. Og der er uden tvivl sjovere ting at foretage sig på onsdag. De genudsender Helt Solgt på TV2 - de fedeste afsnit endda. Og hvorfor skulle man i det hele taget gøre noget, bare fordi en eller anden tosse har købt en plade i Amerika, som han nu prøver at få afskrevet som research?

Måske på grund af det pæne fotografi af floden Liffey her ved siden af. Den flod er sådan set det eneste personlige, jeg ved om Damien Rice. At han fiskede en hel del i floden Liffey i Dublin, da han var dreng.
Og at han "tænkte meget", mens han gjorde det.

Jeg har det på samme måde med Mølleåen ude i Virum. Og jeg tror, de fleste af jer har jeres egen flod et eller andet sted. Eller sø eller hav eller mark eller bjerg eller hvad ved jeg.

Et sted hvor man tænkte meget. Og der var ingen ide i dét, man tænkte, og senere tænkte man, at det da var et frygtelig spild af tid at sidde dér, men så alligevel - mange år senere - opdagede man, at det var det slet ikke.

Det var fint, var det. Og det kan det blive igen.

Gå for søren i Lille Vega på onsdag. For min skyld om ikke andet. Og hvis du virkelig ikke får det rart og godt, så send din billet til mig inde på Urban på torsdag, så skal jeg personlig betale dine penge tilbage.

Men så skal du også love mig, at du ikke er glad.

 
 
Illustrationer af Anna Laurine Kornum
Design og udvikling af Mediafarm ApS