Fornemmelsen Af Stop

Der sad en mand på en morgenmadsrestaurant i Ukiah, Californien. På væggen foran hans øjne kværnede CNN Morning News fra et gammelt SHARP fjernsyn, mens manden, som hed Duane, drak sin decaf i små adspredte sip. Han var smuk, ung, sort og veluddannet. Og dum som pap.

"Du ved godt, hvad CNN står for, ikke?" spurgte Duane, da han opdagede, at jeg også sad og så nyheder.
"Communist News Network", fortsatte han uden at tøve. Og uden at grine.

Og jeg begyndte at flæbe. Ikke noget voldsomt og jeg tror ikke, Duane opdagede noget, men jeg græd, og sorgen blev så overvældende, at jeg måtte ud i den friske morgenregn, og dér stod jeg på en bro et sted i Amerika og gloede ned på highway 101 og var så pisseked af det, at jeg slet ikke nød den rubinrøde Volvo XC 90, der elegant gled under mig og videre nordpå ind i de dybe Redwood skove.

Og jeg tænkte: 
To ting har interesseret amerikanerne i de seneste seks uger: Janet Jacksons blottede bryst og muligheden for at gifte sig, hvis man er homoseksuel.

Resten er tilsyneladende uvæsentligt for en ægte Duane-amerikaner. Og begge ting er forkerte. Begge ting er onde, uhyrlige og skadelige, og selveste præsidenten, der ellers ikke bekymrer sig om hverken arbejdsløsheden, budget-underskuddet eller skolernes forfald, er stærkt bekymret.

Jeg har lige set en hel halv times debat på Fox om skammen, Janet og de homoseksuelle kaster over det amerikanske folk, særligt naturligvis de amerikanske børn, og der var ingen debat, for på Fox er alle enige, og så er der reklamepause, hvor de selvsamme amerikanske børn løber rundt i pastelfarvede landskaber, mens en speaker kælent forklarer, hvor effektivt og ikke mindst hvor længe (op til otte timer) de nye anty-hyperaktivitetspræparater virker, samtidig med at ABC viser Fear Factor, hvor en ung kvinde i primetime uhindret og utrøstet hulker af rædsel over at få flere pund levende orme og edderkopper hældt ned over sig, mens hun ligger fastspændt i en lukket glaskiste.

Hykleriet er så massivt, at man må knibe sig i begge ører for ikke at græde.

"CNN vidste i årevis, at Saddam torturerede folk, men de valgte ikke at fortælle om det. They report only lies", fortsatte Duane, da jeg atter trådte ind i restauranten, så jeg trådte ud igen og kørte længere ind i skovene, mens manden i bilradioen blev ved med at råbe, at jeg skulle vende mig mod Jesus Kristus, men han sagde ikke hvor, og muligvis var det således bare held, der førte mig til Williams, Oregon og dermed til Bob.

Her er jeg nu, og jeg er glad igen. For Bob har givet mig så meget. Han har givet mig mad og varme og husly. Han har lært mig at skyde med både pistoler, revolvere og shotguns. Og han har skænket mig forklaringen på USA.

"Jeg holder ikke det her land ud", sagde han, "ingen tænker selv længere, ingen følger med i noget som helst, og ingen tænker på andre end sig selv."
"Vi kunne vågne op i morgen og være i krig med Danmark - og 90 procent af alle amerikanere ville sige: Oh? Okay. Er der ikke også noget med, at de der danskere har porno og hash?" sagde Bob.
Ha-ha! lo jeg og åd en til af Bobs bison-burgere.
"Det er ikke lyv! Mit land kunne kaste bomber på dit land i morgen, og ingen ville brokke sig. Ingen!" sagde han og tilføjede:
"Folk ser kun tv og hører talk radio, og der får de ikke andet end møg. Det er da klart, at vi er så dumme."

Og så gjorde vi noget dramatsk: Vi slukkede for fjernsynet og kørte endnu længere ind i skoven til der, hvor den var allerdybest, og dér hev Bob diverse skydere og en hel del ammunition ud af sin pickup, og så skød vi.
Vi skød ikke noget specielt. Bob skød nogle Corr's Light dåser, og jeg skød grusbunken bag en gammel køletaske, men det var heller ikke det væsentlige.
Det væsentlige ved at skyde var og er Fornemmelsen Af Stop.
Og det er sådan en rar fornemmelse.

"Husker du Abernes Planet?" spurgte Bob, mens han tømte sin Smith & Wesson for tomme patronhylstre.
Yeah, sagde jeg.
"Husker du scenen, hvor Charlton Heston bliver jaget af aber gennem en majsmark?" fortsatte han, mens han ladede revolveren med fem nye.
Yeah, sagde jeg.
"Sådan har jeg det hver morgen, når jeg vågner", sagde Bob og skød endnu en øldåse til konfetti.
Jeg tror sådan set ikke, vi kommer det nærmere.

 
 
Illustrationer af Anna Laurine Kornum
Design og udvikling af Mediafarm ApS