Fanget under palmerne

Dalai Lama er muligvis en stadig happenin' dude i sit festlige orange lagen, men han har for længst tabt sit harmoni-brand på gulvet: Maui er fredsommelighedens nye universelle hovedstad.

Og hvis nogen skulle være i tvivl, vil jeg bede dem købe The Maui News fra igår og kaste et blik på forsiden. Nu ved jeg af gode grunde ikke, hvad der stod på forsiden af Urban torsdag, men vil vædde et årsabonnement på, at det var noget om noget, som allerede var gået galt, gik galt lige nu - eller uden tvivl ville gå galt, hvis ikke nogen tog sig sammen og lagde pengene på bordet. Nu. Thi således skal forsider være ude i verden.

På Maui var forsidehistorien: Surf expected to drop and then build again

Det er engelsk og betyder noget i retning af, at bølgerne nok bliver mindre og sidenhen større igen. Der var tilmed et fotografi - i farve - af en af disse bølger, og nede i teksten kunne man læse, at årsagen til de senere højere bølger sandsynligvis skal findes i et lavtryk 800 kilometer nordvest for øen. Og så var forsiden endda en dramatisk optrapning af onsdagens forsidehistorie: Fence put up to protect grass.

Jamen, jeg sværger. Hovedhistorien på Maui var i forgårs, at man har været nødt til at sætte et hegn op mellem Kalama Park og Cove Park for at forhindre vandaler i at sprøjte sand ind over græsset, så det går ud. Det understreges dog, at hegnet kun er midlertidigt.

Man skal nok sidde i den kølende skygge under en palme med fødderne i himmelblåt stillehavshav for helt at forstå dybden i forsiderne på The Maui News.

Men tro mig. Efter et par dages jetlag og en røvfuld skumsprøde ananas tegner der sig et ret klart billede:
Livet er let. Træk vejret regelmæssigt. Drik masser af vand. Slå på et træ og spis det, der falder ned. Elsk. Sov. Svøm. Dyk. Træk vejret regelmæssigt. Og så videre.

Og man behøver ikke at være Einstein for at regne dén ud, så hvorfor gør man ikke sådan allevegne? Måske fordi der ikke sker en skid, når man slår på træerne i Ørstedsparken? (Derimod sker der en hel del, når man slår en skid i Ørstedsparken). Måske fordi man ikke kan dykke, når der er is på vandet, og så må man lissom bruge tiden på noget andet?

Popstjernen Björk fortalte mig engang, at på Island står man op og spiser - for så kan man arbejde samtidig, og sådan er det hele vejen igennem.

Undtagen på Maui, hvor bølgerne rammer forsiden, når de rammer kysten, fordi der ikke sker andet overhovedet!

Indtil man tænder for fjernsynet.

Hvor Mauis - og resten af USAs - præsident står og erklærer, at "menneskeheden drages af universet", og derfor vil han have den op på Mars senest i 2030.

Og det lyder sært under palmen.

Og han vil bruge 10 milliarder kroner på at reklamere for ægteskabet som "en god ide".

Og det lyder sært under palmen.

Og bagefter fortæller de, at Toyota er begyndt at sælge biler med automatisk parallelparkeringsrobot for 2.200 dollars ovre i Japan. Men de vil ikke komme på markedet i USA, for her er der så god plads, at det slet ikke er nødvendigt at parallelparkere.

Og det lyder så sært under palmen, at jeg kører ned i downtown Kihei for at se efter. Og det passer. Der er virkelig så god plads herovre, at ingen behøver at parallelparkere!

Dét, min kære tålmodige læserven, er en vigtig del af Det Store Svar.

Giv mig en uge mere - så lover jeg at grave dybere under palmen.

SIDSTE: Ifølge The Maui News' hjemmeside kan bølgerne godt finde på at blive noget mindre igen henad fredag middag, lokal tid. Whau!

 
 
Illustrationer af Anna Laurine Kornum
Design og udvikling af Mediafarm ApS