Får jeg så det kys?

I virkeligheden er det enkelt. Wilhemine Anna Cathrine Hansen blev født den 22. november 1910 i Bjerringbro. Præcis på dato 624 år efter mordet i Finderup Lade. Siden kom hun til København, og på Annas 53-års fødselsdag blev Kennedy myrdet ovre i Dallas. I mandags døde hun selv hjemme i lejligheden i Bystævneparken i Brønshøj. Hun blev 94 år gammel, og døden kom naturligt.

Og dog. For problemet er, at Wilhemine Anna Cathrine Hansen døde helt alene. Så alene at kommunens sundhedsforvaltning i onsdags måtte efterlyse eventuelle pårørende i Politiken.

Den slags er sket før. Det vil ske igen. Og det er lige præcis derfor, valget den 8. februar i virkeligheden er så enkelt:
Stem på Wilhemine Anna Cathrine Hansen.

Og tag ikke fejl. Det bliver ikke nemt. Hun er næppe på stemmesedlen nogen steder, og hvis ikke vi er temmelig mange, der personlig tager stemmeblyanten og skriver "Wilhemine Anna Cathrine Hansen" nederst på sedlen og sætter et kryds ud for, så duer det ikke.

Så vinder de andre.

"Jamen de andre stiller jo op", vil De måske indvende, "de andre er jo politikere, Wilhemine Anna Cathrine Hansen er jo bare ... død."

Og De har fat i noget dér. Men for det første: Hvad er forskellen? Og for det andet: Er det ikke de sagtmodiges tur nu?

Jeg var ude i Bystævnparken i onsdags. Ude i den helt specielle, perma-dis som kun findes mellem lysegrå boligblokke fra 1960'erne, og jeg lover Dem:

Det var et nådesløst sted. Og misforstå mig ikke. Jeg er sikker på, at der bor lykkelige mennesker i Bystævneparken. Jeg er sikker på, at personalet på plejehjemmet og hjemmehjælperne i de beskyttede boliger spreder både glæde og varme, hvorend de kommer frem.

Men Bystævneparken i Brønshøj er alligevel et nådesløst sted. For et eller andet sted derinde døde Wilhemine Anna Cathrine Hansen helt alene og uden nogen til at sørge over hendes lig.

Og det må have sat sig, for mens jeg stod på plænen ude foran en af boligblokkene og stirrede ind i en stor fællesstue med omkring 20 gamle mennesker på stole ved borde med kaffekopper og termokander på, så kom en sød dame i kittel ud og spurgte mig, hvad jeg var bange for?

Og jeg kunne jo ikke fortælle hende, hvad jeg var bange for, men hun vidste det nok i forvejen, for hun klappede mig blidt på armen og sagde, at jeg også ville ende dérinde en dag.

"Og så er det nok meget sundt at tjekke det ud først", sagde hun og lo som brombær på en snor.

"Jeg er kun 41", mumlede jeg og hastede væk.

Jeg var helt nede for enden af Løvetandsvej, før jeg stoppede. Som om man kan løbe så langt, at det farlige forsvinder. Ikke i Brønshøj i hvert fald, for dér stod hun, helt alene nede ved søbrinken ud mod Utterslev Mose, med udbredte arme og bøjet hoved.

Eller også var det et piletræ. For Wilhemine Anna Cathrine Hansen var jo død. Og oppe på Frederikssundsvej så jeg en kæmpestor plakat med et fotografi af en gruppe mænd og kvinder i pænt tøj forsamlet omkring et blankt bord. Og jeg troede først, det var en valgplakat, men det var den lokale ejendomsmægler, og det var dér, jeg besluttede at stemme på Anna. Koste hvad det vil.

Og det er tillige Deres valg. Om 14 dage har De magt til at ændre alting, og i virkeligehden er det enkelt:

Enten stemmer De på mændene og kvinderne omkring det blanke bord, ejendomsmæglerfirmaet Anders-Mogens-Pia-Holger-Rune-Marianne-Mimi-Marianne-Bendt&Pernille. Eller også stemmer De på Wilhelmine Anna Cathrine Hansen.

Jeg beder Dem om at gøre det sidste. Ikke for min skyld. Ikke engang for Annas skyld. Men for Deres egen.

Som den svenske sanger Cornelis Wrejsvik så præcist har formuleret det:

"Somliga går med trasiga skor 
säg vad beror det på
gudfader som i himlen bor 
kanske vill ha det så.
Gudfader som i himlen bor 
blundar och sover sött 
vem bryr sig om ett par trasiga skor 
när man är gammal och trött.
Vem bryr sig om hur dagarna går 
dom vandrar som dom vill 
medborgare, om etthundra år 
finns du ej längre till.
Då har någon annan tagit din stol 
det vet du ingenting av 
du känner varken regn eller sol 
nere i din mörka grav.

Vem bryr sig om hur nätterna far 
jag bryr mig inte ett spån
bara jag får ha mitt ansikte kvar 
dolt i min älsklings hår.
Jag är en tvivelaktig figur 
duger ej mycket till 
bakom ett hörn 
står döden på lur 
han tar mig när han vill."

I virkeligheden er det enkelt. Man bliver, hvad man elsker. Man kan kun håbe, man elsker det, man bliver - og bede til, at man får lov at begrave ansigtet i sin elskedes hår. For om 100 år er vi alle glemt.

Undtagen Wilhemine Anna Cathrine Hansen.

Hvis De tør lade det ske.

 
 
Illustrationer af Anna Laurine Kornum
Design og udvikling af Mediafarm ApS