Enden er nærmere

Hold ind til siden. Hvis De har fået denne avis stukket ind til dem gennem bilvinduet af et af Urbans mange sympatiske, velklædte og dog slagterhundefrække uddelere, så hold i Himlens navn ind til siden nu, og sluk motoren i Deres bil. Står De derimod op til fods og venter på bus eller tog, så sæt Dem dog ned. Og sidder De allerede ned - eller er De ligefrem dobbeltamputeret - så bliv ved Grød siddende en stund i absolut tysthed.

Se på billedet af manden herved, indprent Dem det lækre hvide hår, de mørke øjnes borende og dog charmerende blik, og tag så en dyb indånding, mens De langsomt fremsiger følgende sætning (ikke alt for højt hvis De er hos lægen eller i skole) for Dem selv: 
"Men der vil under alle omstændigheder altid findes mælkebøtter."
Gør det. Nu, tak. Og læs så videre:
Der er 50 procents chance for, at menneskeheden overlever dette århundrede. Det hævder manden på billedet, og han er sådan cirka et af de klogeste mennesker på planeten. Han hedder Martin Rees, arbejder som professor i astronomi på Cambridge University, og har tidligere i år udgivet bogen Our Final Hour, hvori han forudser civilisationens undergang.

Jeg så billedet af Rees første gang i søndags, og allerede natten til mandag drømte jeg min første Rees-drøm:
I drømmen havde Rees endnu længere og endnu mere knoklede fingre, som han hele tiden slyngede ind i hinanden og vred rundt og rundt som tynde albino-snoge, så jeg ville råbe, at han skulle holde op, for han måtte ende med at brække fingrene med al den vriden, men jeg havde ingen luft i lungerne, for vi var under vandet, opdagede jeg, og vi var langt under overfladen, og vi sank som to små sten ned mod alt det sorte, og Rees hviskede med en hvisken, jeg umuligt kan beskrive som andet end en Dommedagshvisken:
"It's too late, laddie."
Det er for sent, knægt.

Jeg vågnede næste morgen med den fornemmelse i hver eneste afkrog af skroget, og jeg måtte vide mere.
Men da jeg havde fundet ud af mere, fortrød jeg bitterligt. For Martin Rees lægger ikke sine knoklede fingre imellem:
Sjovt nok er atomvåben hans største bekymring. Hvem i alverden har tænkt på atomvåben for nylig? Da jeg var dreng, marcherede vi til Paris for at demonstrere mod atomvåben - jeg sværger, det passer - men siden 1989 har vi ligesom puttet dem ind bagest i skabet.

De står der bare stadig. Og Rees stoler ikke mere på Den Ny verdensorden end at han er overbesivt om, at der om bare 10-20 år vil være opstået Den Helt Ny Verdensorden, og hvem har så kontrol over de atomvåben, og ved De i grunden, hvor mange der er af de sataner? Der er så mange, at den samlede sprængkraft svarer til, at hver eneste indbygger i USA og Europa kan få en fucking Daisy Cutter bombe i hovedet. Og hvis De ikke ved det, så er en Daisy Cutter bombe verdens kraftigste, konventionelle bombe.

Det er meget bombe.

I haserne på atombomberne løber bioteknologien, og den løber løbsk. Også fordi den er så simpel og bare bliver simplere og simplere. Om 10 år kan enhver begavet tosse mixe sin egen virus nede i kælderen, og dét stads er virkelig svært at kontrollere. Og så er der kunstig intelligens, som uværgerlig vil overhale vores naturlige om få år. For slet ikke at tale om risikoen for meteornedslag og alle miljøbomberne og overbefolkningen og Anders Fogh Rasmussens uhyggelige forsøg på at smile ægte.

It's too late, laddie.
"Nej!" skreg jeg næste nat, da Rees vendte tilbage. "Jeg har børn og afdragsfrie pauselån, og i øvrigt droppede vi alt det dommedagshalløj, da Anker Jørgensen gik af som statsminister. Nu handler det om Hammerslag og tørklæder og quiltede slumretæpper fra Netto. Og Per Stig Møller! Vi har aflyst verdens ende, og du kan godt glemme det fis dér."

Og det værste ved drømmen var, at Martin Rees ikke lo. Han så bare på mig og vred sine fingre i tilsyneladende uendelige vridninger, mens leddene knækkede og poppede, og vi bare sank og sank.