Enden er nær

Tag nu mig for eksempel. Tirsdag klokken 14.48 kører jeg forbi Hovedbanegården og bemærker, at politiet spærrer Hammerichsgade mellem Vesterport og Vesterbrogade. Så jeg drejer til højre og hensætter bilen foran Steno apoteket, som gennem tiderne har skænket mig så mange medicinale og ikke mindst sociologiske oplevelser.

Der er godt nok parkering forbudt, men politiet synes optaget af andre opgaver, for der står to betjente mindre end to meter fra volvoen, men de ænser den ikke, for de har travlt med at forklare to turister, hvad der foregår.

"Og hvad foregår der egentlig?" spørger jeg, og den ene betjent siger bare:

"Clinton."

Og peger ned mod afspærringen.

Klokken 14.49 stiller jeg mig i menneskemængden bag en af færdselsafdelingens motorcykler på fortovet foran SAS hotellet, og jeg tror næsten, jeg er den eneste københavner i klumpen, men jeg er fløjtende, for det er Clintonklumpen, og det er muligvis svært at forklare, men for mange, mange år siden talte jeg i telefon med Clintons mor, Virginia.

Det var en ganske kort samtale, et spørgsmål og et svar, men den reddede min tro på verden som sådan hele vejen op gennem halvfemserne, og på den måde har jeg altid ment, at jeg skyldte Clinton noget.

Jeg mener, at vi allesammen skylder Clinton noget. Hvis Clinton havde tid, så burde han overnatte en nat i hvert eneste hus i Europa og USA, og hvert sted ville husets beboere skylde Clinton en god middag, et par timers selskabeligt samværd og plads for natten i benenden af sengen.

Men Clinton har ikke tid. For klokken 14.54 lægger kortegen af sorte biler til kaj ved SAS hotellet, og tre sekunder efter står Clinton på Hammerichsgades fortov.

Først går han to skridt mod hotellets foyer, men så får han øje på klumpen bag motorcyklen og standser. Han har lyseblå skjorte og rødt slips på. Han peger og veksler ord med en lille sortklædt kvinde med en stor rød blomst på frakken. Og så kommer han over.

Pludselig står Clinton mindre end en meter væk. Han taler med fotografen fra Local Eyes, som spørger, hvad Clinton skal lave i København, og Clinton siger, at han i hvert fald skal over på den anden side af gaden. Og så peger han over mod Tivolis hovedindgang, og alle turisterne i klumpen ler, fordi dér skal de sørme også over, eller også har de været der, og sådan er Clinton:

Ligesom os. Næsten lige som os.

For hvorfor fotograferer jeg hans venstre øre? Det er den eneste kropsdel, jeg kan få i søgeren, men jeg stirrer betaget mit ørefotografi, som om jeg havde fundet et stykke rav i en dynge tang på stranden nede ved Ulvshale på Møn.

Og så vender han sig og ser mig i øjnene. Og min hånd folder sig uvilkårligt ud for enden af min arm, der allerede har strakt sig hen over politibetjenten, som holder klumpen under kontrol. Og Clinton lukker sin hånd om min.

Og alting falder i hak. Min mor trykkede Clinton i hånden engang ovre i Washington, dengang han stadig boede i det Hvide Hus, og bagefter fortalte hun os børn, at præsdenten havde et godt håndtryk: Fast og lunt, uden at være fugtigt og hårdt.

Og det passer. Hjerteoperationerne har muligvis gjort det en lillebitte smule løsere, men lunheden er overvældende rigtig. Det er lunheden, læberne finder på den elskedes maveskind en efterårsdag hvor Carl Johan-duften står højt i næseborene. Det er færgen i havn og fuglen på reden og det sidste tilfredse suk, før man endelig sover.

Og så er det slut. Og jeg kvækker: 
"Thank you, Mr. Clinton." 
Og han svarer: 
"Thank you." 
Og jeg spørger: 
"Are we going in the right direction?" 
Og han siger: 
"Yes...," og taler om terrortruslen, som er mindre og truslen fra den globale opvarmning som er større, men det betyder ikke så meget, hvad han siger.

Hans håndtryk har allerede fortalt det hele.

Alt er ok. Nu. Sikkert ikke imorgen og helt afgjort næppe i næste uge. Men tirsdag klokken 14.56 var det hele iorden på Hammerichsgade ud for SAS hotellet, og mere kan man ikke forlange af livet.

Så da jeg næste morgen står op klokken 05.00 får at få en god plads i køen foran boghandleren i Købmagergade, hvor Clinton underskriver biografier, ved jeg godt, at det ikke længere er helt ok.

Og da jeg når frem til ham klokken 09.51, og han siger:

"Hello again", og giver mig hånden endnu en gang, kan jeg godt mærke forskellen. Sagtens. Men jeg siger alligevel:

"I spoke with your mother many years ago. And I asked her, who you were, and she said: "He is a good boy." I just thought you should know that, Mr. Clinton."

"Yeah", sagde Mr. Clinton og skrev sin autograf.

 
 
Illustrationer af Anna Laurine Kornum
Design og udvikling af Mediafarm ApS