En fransk overraskelse

Mad, søvn og en overraskelse. Helst i den rækkefølge og mindst en gang om dagen. Sværere er det ikke - og fuldkommen gratis!

Som den trofaste læser af den funky sorte stribe neden under disse linier vil vide, lovede jeg i går at afsløre de tre ting, som ethvert menneske er nødt til at have i disse brogede tider. Og jeg er ikke den, der løber med en halv vind:

Det første, man skal have, er mad i maven. Og det er noget af det nemmeste at skaffe gratis i disse dage, hvor blishønsene i Sortedamssøen alle har nervøs spisevægring på grund af den unaturligt lange sensommer.
Søvn kan man få samme sted, selv om jeg foretrækker bænkene i Kongens Have, hvor de rare vamle damer er knippelgode til at sørge for ro & orden.

Det sidste er en overraskelse.

Overraskelsen er både den mest oversete nødvendighed - og den vigtigste. Alle og enhver kan klare sig igennem et døgn uden mad og søvn, hvis det skal være, men ingen overlever en forudsigelig tilværelse. Overraskelsen er for sjælen, hvad makrellen er for tomaten - på den fede måde.
Men hvorledes gør man?

Jo: Man stiller sig op foran sin bopæl og tager en mønt i hånden, gør man. Og så siger man til denne mønt:
"Skal jeg gå til højre eller til venstre?"

Hvorefter man flipper mønten op i luften ved hjælp af højre hånds tommel- og pegefinger og lader den falde til jorden, mens man for sig selv afgør, hvorvidt højre eller venstre er "plat", henholdsvis "krone".
Og så adlyder man.

Det er det eneste, der er vigtigt. Man skal gøre det, mønten siger. Professor Fup fra Andeby, som i sin tid opfandt denne filosofi og døbte den "Platismen", formulerede det på følgende måde: "Livet bliver som en leg - når Platismen viser dig vej."

Og det virker hver gang! I går begyndte jeg således på Trianglen med næsen mistrøstigt i sydøstlig retning - og ti minutter senere stod jeg på Langelinie foran det mest utrolige skib, jeg i mit liv har set.
BEM Monge, hed det. Og på et lille skilt neden for landgangsbroen stod der "Visit ship today", hvilket er en slags engelsk for "kom dog indenfor".

Og sørme om ikke man kunne komme på guidet rundvisning i små hold af seks personer. Hvis blot man afleverede poser og tasker ved indgangen, hvilket overraskede mindst to af folkene i min gruppe, idet de havde alle deres øller i netop sådan en pose.

Men sådan er det med eventyr: Man ved aldrig, hvad man roder sig ud i.

Jeg så op på det 225 meter lange, kridhvide skib, hvor 12 paraboler i forskellig størrelse lige fra "virkelig stor" og helt op til "absurd" alle pegede ret mod indre by og sagde til den rare mand med (uden) øllerne, at man sikkert fik sin pose igen efter endt rundvisning.

"Ja," sagde han ret roligt og tilføjede, "og mon ikke man får en lille ting til halsen, før man går fra borde?"
"Jo," sagde en anden i gruppen, der havde været på mange skibsrundvisninger, "det plejer man."

Og så entrede vi skuden. Fransk flådes stolthed og det eneste europæiske skib, som amerikanerne ikke har i en federe udgave: Der er så meget optisk udstyr og radar-aptering på Monge, at skibet - med lethed! - kan opdage et mål på 1 kvadratmeter fra 3.000 kilometers afstand! Hun kan også se en tokrone 500 kilometer væk og altmuligt mere, men det er alt sammen noget, jeg har læst på den franske flådes hjemmeside bagefter, for vores guide sagde ikke noget.

Han var ellers mægtig flink, men han nægtede alting ud over at pege, og det var okay, for vi havde en finfin tur. Oppe på dækket foran de to absurd store THALES-radarer stod endda løjtnant D. Lopez og nød solen, og jeg spurgte ham henkastet, om radaren mon var tændt nu?

"Oui-oui!" sagde han venligt og tilføjede rask væk: "No-no!".

Og sådan var det hele vejen. BEM Monge var tillige det suverænt mest velduftende skib, jeg nogensinde har været ombord på, og til sidst fik vi alle sammen i gruppen hver vores klistermærke med påskriften "la marine moi j'aime", hvilket er en slags fransk for "Marinen er bare helt skøn".
Desværre fik vi ingen drinks. Men på den anden side var posen med øllerne der, hvor den skulle være, og alting endte således, som det skulle.

Takket være Platismen.