Duggerejs dørhåndtag

duggerej

Der var engang, hvor verden slet ikke fandtes. Ingenting var der. Hverken himlen eller Jorden

menneskene eller dyrene eller kulturminister Brian Mikkelsen. Der var ikke engang sort, for sort fandtes heller ikke. Ja, ikke engang ingenting var der, så man kan nok forestille sig, at der var temmelig stille.

Men så skete der noget. På en dør i en lade lidt syd for København i dét, der senere skulle blive kendt som Avedøre, begyndte et dørhåndtag at vibrere. Først var det nærmest umuligt at se - ikke mindst fordi der ikke var nogen til at se det - men snart blev tydeligere, at håndtaget var ved at antage en egentlig bevidsthed.

Og dørhåndtaget var Gud, og Gud var dørhåndtaget, og Gud var i dørhåndtaget, og i dørhåndtaget var Gud. Og det var godt.

Og dørhåndtaget så, at verden var tom og gold, og det var ikke godt. Ja, faktisk så dørhåndtaget ikke noget, fordi der endnu ikke var noget lys, idet selve konceptet energi, der jo er en forudsætning for begreber som lys og syn og verden, endnu ikke var skabt. Så dørhåndtaget, der var Gud og vice versa, skabte først begrebet energi. Og det var godt.

Således opildnet af den første succes skabte dørhåndtaget resten af universet i løbet af en eftermiddag. Det var ikke særlig svært. Dørhåndtaget skulle bare forestille sig noget - og vups! Så kom det. Det er sandsynligvis også derfor, mange af tingene i universet virker en smule halvbagte.

Søpølser for eksempel. Og hyben. Og Belgien.

Men i store træk gik det over al forventning. Ikke mindst fordi der ikke var nogen skabt til at forvente noget som helst, for slet ikke at nævne selve forventningen selv, der først kom til meget senere. Lige efter indkomstskatten og lige før bark.

Og dørhåndtaget så, at det var godt. Men der manglede aligevel et eller andet.

Thi hvad er et dørhåndtag uden en hånd til at tage i det?

Ikkenoget. Ikke andet end en klump messing uden mening. Dørhåndtaget vokser først ud af sin messingklumpsmeningsløshed i det øjeblik, der findes en hånd at tage i det med. For det er i selve håndens tag i dørhåndtaget, at dørhåndtaget bliver dørhåndtag.

Så dørhåndtaget skabte hånden. Og den så, at det var godt - men ikke helt godt nok. Så det skabte tillige resten af mennesket og monterede det på hånden, således at hånden havde noget at tage sig til, når den ikke lige tog i dørhåndtaget.

Og dørhåndtaget så, at det var overordentlig godt.

Og således gik det glimrende en stund. Så længe mennesket blot holdt sig til sin Gud og hånden holdt sit tag i dørhåndtaget, var alt paradisisk og vel. Men mennesket kunne ikke nære sig. Da det havde taget i dørhåndtaget rigtig mange gange, kom det til at åbne døren og kigge ud.

Det skulle det aldrig have gjort, for derude lå Avedøre, og alle, der har set Avedøre, ved, at når man først har set det, så kan man ikke bare lukke døren igen. Man vil have mere.

Og derfor er vi her. Og derfor er vi os. Men vi kan godt klare det. Hvis vi følger duggerej og opfører os ordentligt, kan vi finde tilbage til laden i Avedøre og lukke døren bag os og tage dørhåndtaget i hånden og holde det dér og leve lykkeligt til vore dages ende.

Ahem.

 
 
Illustrationer af Anna Laurine Kornum
Design og udvikling af Mediafarm ApS