Duggerej

Ryd bagsiden. Verdens hurtigst voksende religion er ikke længere islam, og om kort tid vil kristendommen være overhalet som verdens største trosretning. Thi natten mellem onsdag og torsdag blev en ny religion født, og den voksede allerede dagen efter til uendelig mange gange sin egen størrelse, da den gik fra absolut ingen til 1 troende. Nemlig mig. Og hvis De - og kun lige præcis Dem og ingen anden end Dem - er vundet for sagen efter læsning af denne bagside, da vil den nye religion have fordoblet sin størrelse i løbet af de seneste 24 timer. Og hvis det fortsætter i dén hast, vil vi være 256 troende om en uge. Og hele 32.768 ugen efter. Og så går det stærkt. Vi når den første million troende allerede ondag den 25. januar, og om præcis en måned - den 7. februar - vil vi have 4.294.967.296 troende. Det er over fire milliarder mennesker, og det betyder, at hele Jordens befolkning vil være under vore vinger et par timer efter morgengiflen lørdag den 8. februar 2006.

Rimelig godt gået af en nybegynder-religion. Som ikke engang er blevet ordentlig præsenteret endnu. Men lad det ske:

Duggerej er noget helt nyt indenfor trosretninger. Hvor de fleste gammel-religioner arbejder med lange jeremiader i tykke bøger om dette og hint, skærer duggerej til benet og koncentrerer sig om de tre væsentlige spørgsmål:

  1. Hvor kommer vi fra?
  2. Hvad er meningen med det hele?
  3. Hvor skal vi hen bagefter? 

    Her adskiller duggerej sig næppe fra de gamle religioner og trosretninger. Bortset selvfølgelig fra Jehovas Vidner der opererer med endnu et spørgsmål:

  4. Må vi komme indenfor et øjeblik?

 

Men hvor alle gammel-religionerne bruger enorme ressourcer på finde de tre eneste rigtige svar på de tre væsentlige spørgsmål, så gør duggerej noget langt mere moderne.

Multible Choice!

Jeps. De læste rigtigt. Med duggerej er den eksistensielle undren omsider bragt ind i det 21. århundrede, for i duggerej mener vi ikke, at der kun er ét svar på ét spørgsmål. Et moderne menneske i en individuel tidsalder kræver naturligvis individuelle svar på de store spørgsmål i livet. Eller sagt på en anden måde:

Når Deres frisure må være individuel, hvorfor skal Deres tro så være en metervare?

Nej, vel? Og i virkeligheden er det indlysende, når først gardinet er trukket fra: Der er flere svar på disse tre væsentlige spørgsmål, og det svar, der er det rette for mig, er næppe det rette for Dem eller Deres nabo.

Jeg tror for eksempel, at vi allesammen kommer fra en lade ude i Avedøre. Jeg tror, at meningen med det hele har noget at gøre med modeljernbaner. Jeg tror i hvert fald, verden ville være et dejligere sted, hvis der var flere modeljernbaner og mindre krig. Og jeg tror, vi skal tilbage til laden i Avedøre, når det hele en dag er forbi. Eller også i en lade i Hvidovre. Hvis man ikke har kørt nok med sin modeljernbane.

Men det er jo bare mig. Det fiffige med duggerej er netop, at De selv finder Deres egne svar! Det er ligesom en vidunderlig fusion af Jeopardy! og køkkener fra Unoform: Vi stiller spørgsmålene - og derefter overlader vi Dem selve designet af Deres egen trosretning ud fra en så godt som uendelig mængde muligheder.

Så godt som. For der er nødvendigvis enkelte regler indenfor duggerej. Vi er nødt til at adskille os fra det rene anarki, og så er branding i øvrigt et major buzzword indefor moderne masseforførelse. Og vi duggerejer har tre ufravigelige regler:

  1. Du må ikke eje noget, der begynder med bogstavet "U". En "undulat" for eksempel, eller en "ugle" eller en "uzi".
  2. Du må ikke fremstille billeder af laden i Avedøre.
  3. Du må ikke køre mod trafikken på motorvejen.

 

Og det er dét. Resten er op til Dem. Og jeg kan allerede mærke, at De ikke tøver længe. Velkommen indenfor i duggerej. I næste uge bliver her trængsel.

 
 
Illustrationer af Anna Laurine Kornum
Design og udvikling af Mediafarm ApS