Du er mageløs

Sidder du godt? Måske bør du nedsænke dit legeme i et rygende varmt karbad, hvis det er muligt, for det her kræver fuldkommen koncentration. Utålmodighed er visdommens værste fjende, så slap helt af. Kys nogen. Kys dem én gang til. Elsk din næste en stund - og læs så dette:

Rollo & King findes. Ikke bare her, ikke bare nu, men både her og der samt før og nu - og fremover! King er tillige både her og der og før og nu samt fremover - helt mutters alene. King er faktisk her og der og allevegne uendelig mange gange både med og uden denne Rollo. Evigheden er i virkeligheden King & Rollo og Rollo & King i et uendeligt antal kombinationer - i nogle af dem muligvis endog som henholdsvis chilensk fiskeriminister og politichef i Helsingborg eller ligefrem som en del af Chile og selve politihunden i Helsingborg - og det er kun et par af de uendelig mange eksisterende evigheder!

Vanvid? Ikke nikke nej. Lad os en stund se på begrebet parallelunivers:

Det udmærkede tidsskrift Illustreret Videnskab bringer i denne måned en fiffig indføring i emnet, hvoraf det fremgår, at vi ikke er alene. Under ingen omstændigheder!

Snarere tværtimod. Eller som den sagnomspundne kosmolog Max Tegmark med en let omskrivning af De Gule Siders slogan kunne finde på af formulere det:

Findes du, findes du her - og dér og allevegne. Ikke bare nu og før - men også fremover og ved siden af.

Ligemeget hvem du er, så er der andre magen til dig - for når vort eget synlige univers som bekendt består af et endeligt antal partikler og selve verdensrummet samtidig og lige så bekendt er uendeligt i udstrækning, så må der rent logisk findes et uendeligt antal parallelle universer magen til vort derude, og i nogle af dem vil der før eller siden dukke partikel-kombinationer op, som i mistænkelig grad ligner dig - og virkelig er dig, som du er her og nu eller før eller siden!

Mageløs bliver sådan en sær størrelse, når man tænker efter.

Samtidig tvinger det os til at revurdere nytårstalen som sådan. Ønsket om et godt år klinger underlig hult, når vi nu ved, at vi andre steder derude allerede har gennemlevet år 2004 på alle tænkelige måder. Nogle gange har det været et godt år, andre gange blot et jævnt kedeligt et, og der skal nok også være steder i verdensrummet, hvor alting gik galt i år 2004.

Der er tilmed steder, hvor det hele er ret løjerligt. Alting, der kan ske, vil ske uendeligt mange gange - også ting vi ikke er i stand til at forestille os - og følgelig sker alting hele tiden uendelig længe, hvilket gør selve tiden til en illusion, fordi alle begivenheder eksisterer side om side hele tiden og derved bliver tidsbegrebet blot til et fint ord for en eller anden tikfældig given rækkefølge af universer: George W. Bush bliver for eksempel til en størrelse 36 sko i et bananformet undervandsfly fyldt af sprøde popcorn lige nu - bare ikke her - og sådan er det hele vejen.

Alt i alt bør man som nytårstaler træde varsomt. Følger man parallelunivers-logikken til ende, kommer man ikke uden om følgende foruroligende konklusion:
Talen er der allerede. Et eller anden sted derude ligger der et eksemplar af parallel-Urban fra den 2. januar 2004, hvor jeg har skrevet disse linier på bagsiden én gang før, og hvis bare jeg kunne få fingrene i det, ville alting være meget nemmere for mig.

Nemlig! Så kunne jeg jo se, hvorledes artiklen sluttede og dermed opdage den pointe, jeg umiddelbart har sværet ved at se lige nu. Endvidere ville presset omsider forsvinde, idet jeg jo kunne se, hvorledes denne pointe blev modtaget hos et uendeligt antal forskellige læsere i et lige så uendelig antal andre parallelle universer med Urban i - og endog hvordan andre og måske endnu bedre pointer fungerede i atter andre universer. Nej, hvor ville livet være nemt, hvis vi bare vidste alt om alt omkring os.

Til gengæld ville alting i samme øjeblik blive ligegyldigt, for overraskelsen og uvisheden og eventyret er, hvad der gør livet mageløst, og det smukkeste tegn af alle vil altid være:

?

 
 
Illustrationer af Anna Laurine Kornum
Design og udvikling af Mediafarm ApS