Dødens helvede lurer

Bølgerne på Hawaii er blevet små igen. Ikke bittesmå. Ikke uha-vi-har-gult-flag-på-Hornbæk-Strand-så-pas-på-hytteskoene-små. Jeg mener Stillehavs-små: Tre-fire meter høje og forbløffende dueblå på toppen.
Ikke noget der ligefrem rydder forsider, og dét er et problem herude i Stillehavet, hvor The Maui Newsdaglig satser hele sin eksistens på endnu en spændende nyhed på bølgefronten, som kan rydde og derved redde endnu en forside.

Og der har bare ikke været nogen fucking nyheder i de bølger i seks dage nu!

Ikke siden forsidebraget lørdag hvor bademyndighederne i Ho'okipa gik så vidt som at advare mod surfing på visse strande langs nordsiden af Maui.

Det svarer omtrent til, at man advarer folk fra Vedbæk mod at putte krabber i deres krabbesalat, og hawaiianerne valgte heldigvis at ignorere advarslerne, hvilket fyldte en stor del af forsiden søndag. Men så faldt bølgerne, og hele ugen har været et mareridt for chefredaktør David Hoff.

Onsdag morgen kulminerede jammerdalen i et ottespaltet fotografi af en hammerhaj med følgende kioskbasker til ledsagelse: Hammerhead shark eyes visitors.

Det var en historie om, at hammerhaj-ungen på Mauis akvarium stirrede fjendtligt på de betalende gæster, og da jeg så den forside med den arme haj, så jeg for første gang slangen i Paradis.

Og det var ikke hajen. Det var langt værre.

For hvad gør man, når man keder sig?

Hvad nytter det, at man har vundet verden, og alting er okay, og solen skinner dagen lang, og maden dratter ned i skødet på én, blot man dasker til en palme, og kvinderne ligner noget fra en film og mændene noget fra en kalender, og intet-intet-intet truer i det fjerne, når man keder sig?

Jo, man opfinder noget farligt.

Amerikanerne er muligvis verdens dygtigste til at opfinde farlige ting, der slet ikke er der, og selv bittesmå farlige ting bliver blæst op til kæmpestørrelse - bare for at få lidt fest i gaden.

Således er de for eksempel meget bange for terrorister herovre. Og slanger. Og røvere. Og sygdomme. Og mørke. Og fedt. Og så videre.

På Hawaii har man bare hverken det ene eller det andet, så her er de meget bange for skarpe vejsving, og dét er festligt, idet alle advarer hinanden mod at køre ud til byen Hana på Mauis østside.

Fordi der er så mange skarpe vejsving. Man kan ligefrem købe t-shirts, hvor der står: I survived the road to Hana!

Og det er ikke ironisk ment. Og jeg ville ikke dø for en t-shirt, så jeg valgte i stedet at snorkle rundt over koralrevene i alt det dueblå vand.

Men hele tiden tænkte jeg på hammerhajen og det stirrende blik, og pludselig var revet og de tusind papegøjefisk og søpølser og muræner ikke længere Paradis. Pludselig lurede døden bag hver søanemone, og nej, hvor var det spændende!

Efter en times dykning lykkedes det mig at blive bange for en nuttet brun suppeskildpadde, der skvulpede søvndrukkent rundt mellem korallerne. Og jeg var meget tilfreds, da Josh inde på havnen i Lahaina senere bekræftede, at skildpadder under ekstreme omstændigheder kan finde på at bide mennesker og priste mit held for, at jeg stadig levede og havde alle mine lemmer i behold.

Og så kørte jeg op på toppen af den 3.000 meter høje Haleakala vulkan og kiggede ned i krateret.
Det sovende krater. Den har godt nok ikke rørt sig i flere hundrede år, men man ved aldrig.
Uha, tænkte jeg og gøs lykkeligt.

Så vidt, så godt. Men jeg har kun ridset i lakken af den amerikanske hemmelighed, og jeg er nødt til at forlænge mit ophold herude i varmen betydeligt. Men ifølge min billet skal jeg flyve væk på torsdag, og det er alt for tidligt! Så fra nu af vil jeg af indlysende årsager begynde at fedte højlydt for gutterne inde på Nyhavns Rejser: De er knusende dygtige inde på Nyhavns Rejser! Og søde! Og billige! Brug Nyhavns Rejser, hvis du vil blive glad for din ferie. Og helt, helt rolig.

 
 
Illustrationer af Anna Laurine Kornum
Design og udvikling af Mediafarm ApS