Dø i Dieppe

Det er svært at dø i Dieppe. Men er det umuligt? Jeg spørger mest for at trække tiden ud - og fordi jeg var i Dieppe indtil for 48 timer siden, og således havde jeg chancen.

Jeg kunnet have fundet en vej ud, før det hele var for sent. Stranden lå der. Jeg kunne have lavet en omvendt landgang i Normandiet. 61 år og 20 dage efter den rigtige og 80 kilometer for langt mod nordøst ganske vist, men alligevel. Havet lå der. Atlanterhavet. Jeg kunne bare have vadet ud i det og væk. Jeg havde næppe befriet Europa - men muligvis reddet mig selv.

"Atlanterhavet."

Jeg former lydløst ordet med læberne hernede under bøjlerne i skabet på Hotel Newport Bay i Disneyland Resort lidt uden for Paris. Lydløst fordi han ikke må høre det.

"Men han hører alt og ser alt, og alt det han ikke hører eller ser, det fornemmer Miiiikkiiii alligevel. Miiikkiiii. Du kan ikke slippe væk."

Der er en stemme i mit hovede, som ikke er min egen længere, og den har været der, siden jeg ankom til dette sted. Første gang, jeg hørte den, var det blot en hvisken, der lå lige under lyden fra de automatiske døre ind til hotellets grandiose lobby.

"Miiiikkiiiiiii...", hviskede det, men jeg slog det hen, eller også blev jeg bare så overvældet af køen foran hotellets check-in skranke, at jeg glemte alt andet.

Det var en flot kø. Flot fordi den var designet ordentligt, fordi den størrelsesmæssigt kunne måle sig med charterkøerne i Københavns Lufthavn lørdag morgen, og fordi de enkelte medelemmer af køen havde gjort noget ud af sig selv.

De så allesammen udkørte ud. Nej, mere end dét - de var udslukte. De havde det samme blik i ansigterne, som dødsdømte seriemordere får, når de føres ud af retslokalet. De forreste havde endog orange dragter på i præcis samme nuance, som det amerikanske fængselsvæsen benytter. De manglede kun fodlænkerne. Senere skulle det vise sig, at man kunne købe fodlænker inde i Parken. I gummi godt nok, men mere var heller ikke nødvendigt.

Og der var spassere overalt. Og nu beder jeg Dem inderligt om ikke at misforstå: Handicappede medmennesker skal hjælpes på alle måder. De skal have de fede parkeringspladser, og de skal først af i bussen, og hvis der er en kantsten, så skal der også være en rampe, således at handicappede kan komme videre.

Når jeg taler om spassere, så handler det om folk, der pludselig bliver forgængermæssigt udfordrede, når de befinder sig i lufthavne eller i Disneyparker. Især det sidste. Og jeg vil gerne være ærlig:

Jeg havde overvejet den samme løsning. For folk i kørestol kommer først ind i alle forlystelserne. Men ingen i min familie ville spille spasser - undtagen den yngste datter, og det turde jeg ikke, for hun ville opdage perspektiverne og blive i den for evigt.

Spasserne kom naturligvis også først i køen på Hotel Newport Bay. Eller rettere: Newport Bay Club. For vi var jo ikke bare kvæg i et lousy hotel på en afsveden, EU-subsidieret mark ude øst for Paris. Næh, vi var medlemmer af Newport Bay Club, en af adskillige designede bebyggelser med hvert sit tema rundt om forlystelsesparken Disneyland Paris. Vores havde altså fået det maritime tema  med både og reb og koøjer og messing-laminat, og måske var det derfor, det føltes så rigtigt at hviske "Atlanterhavet" inde i skabet.

"Atlanterhavet."

Jeg gør det igen. Lydløst naturligvis, så han ikke hører det. Ha! Som om! As if!

"Han hører alt og ser alt, og alt hvad han ikke ser eller hører, det fornemmer han alligevel. Miiikiii."

Men jeg har fundet en måde at overdøve stemmen. Hvis jeg kniber øjnene i og forestiller mig, at jeg er på standen ved Dieppe med de hvide klinter til højre og havet til venstre og fødderne i brændingen, så kan jeg fylde hovedet med den mageløse lyd af bølgerne, som leger med rullestenene.

Og det vil jeg aldrig glemme.

Så her bliver jeg. Inde i skabet. Jeg skal ikke mere ud. Jeg kan håndtere amerikanere. De er store og plumpe, men de er rare, og man kan altid løbe fra dem. Det er værre med alle de nyrige spaniere, som er over det hele her. De er meget mere fuzzy, hvis De forstår. En nyrig spanier kan skifte fra apatisk flomme til 100 procent mørbrads-raseri på et eneste sekund. Og deres børn er tidsindstillede bomber. Med en defekt tidsindstilling.

"Miiikiiii...."

Jeg tænker på lyden af rullesten i brændingen. This is sergeant Ripley signing off. Please don't come here.

Bliv væk. Tag til havet. Gå ud i bølgerne. Dyk. Bliv fri.

Og hils fra mig.

 
 
Illustrationer af Anna Laurine Kornum
Design og udvikling af Mediafarm ApS