Darknam

Vort land har brug for drastiske ideer hvis vi skal ride stormen af. Her er to:

Som grundlægger og karismatisk leder af verdens hastigst voksende trosretning, duggerej, bliver jeg ofte spurgt, om Muhammed-stormen ikke snart er drevet over. Og jeg er desværre nødt til at svare nej. Hver gang, de løber tør for flag på Vestbredden, så dukker der et restlager op i Pershawar, og når de er futtet af, bliver lighteren sat til nærmest hvadsomhelst - bare det er rødt og hvidt og fremstillet i svær bomuld. Således måtte Schweiz opleve at få sit flag brændt i denne uge under en demonstration i Indonesien, blot fordi det ligner Dannebrog. Hvilket er dobbelt synd for det lille alpeland, fordi de nu i 500 år har arbejdet hårdt på at blive absolut holdningsløse.

Men sådan er det, når hadet danser i gaderne. Jeg ved godt, I lukker øjnene for det og håber, det derved forsvinder. Men det gør det ikke. De ser rødt, når de ser rødt og hvidt, og det vil de blive ved med, indtil der ikke er mere rødt og hvidt at se.

Dårligt nyt for Canada. Dårligt nyt for Polen. Dårligt nyt for Østrig (men de er vant til det). Dårligt nyt for Monaco, Malta, Japan, Singapore, Indonesien, Tunesien og Tyrkiet. Alle med rød-hvide flag får revet deres næsebor med duften af benzin i disse uger, og selv om det er grusomt og rimelig usportsligt, så er det også hér, vi danskere har en enestående chance for at slippe ud af den globale gabestok:

Vi skal bare have et nyt flag!

Den visionære Lars von Trier var inde på tanken allerede sidste år, da han opfandt Det Omvendte Dannebrog i protest mod Dansk Folkeparti og deres patetiske omklamring af vores allesammens eneste fælles symbol. Men tiden er desværre løbet fra hans løsning, hvor man hæftede Dannebrog i den modsatte ende, således at korset fik det korte ben yderst i stedet for inderst. Fordi det er jo stadig rødt og hvidt. Og så skal det futtes af.

Og det er ejheller nok at ændre farverne. For ellers havde Bornholms flag været et oplagt valg. Men der er noget brand-mæssigt uheldigt ved hele den grafiske konstruktion. Ellers havde de næppe brændt Norges flag af i Syrien i forrige uge. For Norge har ved grød aldrig provokeret nogensomhelst ud over den nærmeste familie. Fraregnet den kedelige episode ved Jan Mayen i 1979.

Så der skal flyttes hegnspæle, før vi sejrer ad helvede til, som Thomas Nielsen fra LO sagde så præcist i et andet liv. Vi er nødt til at redefinere Dannebrog. Eller Donnebrag, som jeg foretrækker at kalde det fremover. Og vi behøver ikke at kigge længe efter løsningen. Alle, der har set OL-åbningsceremonier, ved, at der findes et flag, der ikke er som de andre. Et overraskende og fornøjet og absolut uDannebrogsagtigt flag:

Nepals.

Det ligner godt nok to sammenfoldede servietter, der er klistret oven på hinanden, og det er godt nok rødt og hvidt, men det er også blåt, og det er fremfor alt langt, langt væk fra vort gamle flag. Jeg foreslår farverne grå og beige, eventuelt med en diskret hvid ramme i brækket lysegul. Og i stedet for de nepalesiske soltegn bør vi have ordet "OND broderet i den øverste serviet og ordet "SKYLD" i den nederste. Fordi det dækker situationen meget godt, og fordi det tilsammen med lidt god vilje danner ordet "UNDSKYLD".

Og dét er vigtigt.  Derefter mangler vi blot at ændre vort navn. "Danmark" går lissom ikke længere. Men pusler man bare lidt med bogstaverne, får man vupti navnet:

"Darknam". Elegant, ikke sandt? Det lyder næsten ligesom Vietnam, og så er der ingen andre end os selv, der ved, hvem vi i virkeligheden er. Og med lidt held glemmer vi det også med tiden.

Til sidst mangler vi kun sproget. Men det er ikke noget reelt problem. For er der noget, vi har lært, så er det at holde kæft. Og det kan man ligeså godt gøre på svensk.

 
 
Illustrationer af Anna Laurine Kornum
Design og udvikling af Mediafarm ApS