Blågrønne røjser og ting fra Island

I dag er en stor dag. Det er dagen efter i går, som også var en stor dag, og dagen før i morgen som på enhver måde tegner til at blive ligeså stor.

Vi er med andre ord inde i en stime af store dage. Og når hendes majestæt Dronningen og hans excellence Statsministeren i overmorgen og på lørdag taler til Folket, vil dagene sandsynligvis antage en så betydelig størrelse, at de næppe kan holde dem inden for de sædvanlige 24 timer, og så er Fanden løs i Laksegade.

Det er således på høje tid, hvis De skal nå det.

"Nå? Hvad skal jeg nu nå?" spørger De og lægger avisen i skødet, mens De træt gnubber stedet over øjnene, hvor øjenbrynene næsten mødes. Faktisk kendte jeg engang en pige på Møn, som ikke havde noget mellemrum mellem øjenbrynene, men det var i 80'erne, og alting var lissom bare fyldt med hår i 80'erne. Hår og gryderetter. Nogle gange endda sammen. I hvert fald på Møn.

Men De kan lige så godt samle den avis op igen og læse videre. Om ikke andet så i respekt for Sebastian Dorset, der skulle have skrevet denne bagside i dag. Men næh, nej. Han var uopmærksom et øjeblik, og så stjal jeg den, og nu slipper jeg den ikke, før De har fået svaret på 2004 samt spørgsmålet til 2005.

"Svaret på 2004?" gentager De tålmodigt og fortsætter, "hvad var spørgsmålet?"

Og dét er et godt spørgsmål. Ikke Deres, der skam er glimrende, bevares, men det rigtig gode spørgsmål var dog spørgsmålet, der i sin tid blev stillet til det år, der nu lakker mod enden:

Hvordan går det?

Og det gik jo godt. I store træk. Der findes stadig giraffer, og de store fladskærme er virkelig på vej mod et prisleje, hvor vi allesammen kan være med.

Eller sagt på en anden måde: Selv om der kom ridser i mandolinen, så er der stadig otte strenge at spille på. I overført betydning. Personlig er jeg mest lettet over, at Morten Løkkegård fra TV-Avisen fortsat virker så rolig og tjekket, for så ved jeg, at alting er okay. Han er lidt ligesom de der kanariefugle, minearbejderne bragte med ned i skakterne for at advare mod kuldioxid. Bare med læber i stedet for næb: Når Morten Løkkegårds fyldige underlæbe holder op med at være fugtet, så ved vi, at lokummet brænder.

Og jeg så den så sent som mandag aften, og den var fuldkommen, som den skulle være. Dannebrogsrød, svulmende uden at være vulgær - og fugtet. Ikke fugtig, gudskelov ikke våd, men fugtet. Som bakspejlet på en Volvo XC90 parkeret i daggryet ved engen på Åmosebakken ude i Sorgenfri.

Så lad os da vende dette spejl og se fremad mod tiden, der kommer. Da er det teknisk set stadig et bakspejl men reelt ubrugeligt som sådan, idet man er nødt til at stige ud af bilen og stille sig ved venstre forhjul for at se i det, og hvorledes skal man da træde på speederen samtidig? Også et godt spørgsmål, men ikke så godt som dét, der bør stilles til året, der kommer, år 2005:

Hvordan går det mon?

Jeg erkender, at det ligger tæt op ad spørgsmålet til 2004, men jeg synes faktisk, det er endnu bedre. Det lille "mon" tilføjer en ny, nærmest moderlig forundrings-bekymring, og resultatet er, at man uvilkårlig får lyst til at besvare det straks:

Det skal nok gå. Jeg lover jer, at 2005 ikke bliver det sidste, vi har set til den årrække. Og jeg ved det med sikkerhed, for jeg skal holde et foredrag i Havdrup Kirke den 7. februar 2006 med titlen "Vi kan ikke ignorere døden for evigt", og de folk har forbindelserne i orden.

Så slap af. Se 2005 som en pause fra trummerummet. Riv hele kalenderen ned fra væggen, træd på mobiltelefonen og hold året fri. De har fortjent det. Og hvis De er bange for at gå glip af noget, så kan De her læse, hvad det er, De går glip af:

Anders Fogh Rasmussen vinder valget. Krigen i Irak trækker ud. Afrika er noget skidt. Huspriserne stiger. Det bliver smart at gå i cashmere. Det bliver ikke smart at gå i Kashmir. Sodavand giver huller i tænderne. Kokain- og hashbrugere støtter rockere, smuglere og sydamerikanske og asiatiske narkokarteller og holder dermed hele verdensdele nede i en sump af vold og korruption - verdensdele de selv med glæde besøger på ferie, hvor de forundres og oprøres over de forfærdende leveforhold og den megen vold, hvorefter de tager hjem og doper sig videre, mens de giver hinanden ret i, at det er globaliseringen, der har taget overhånd.

Det er det ikke. Personlig mener jeg, at vi med fordel kunne outsource hele den vestlige verden til Bangladesh. De har ved grød brug for arbejdspladserne derovre, og bortset fra et par enkelte pladser - Amin Jensen, fiskerne på Hasle havn og Toyotas meget lovende Formel 1-hold - så burde de være i stand til at udfylde samtlige taburetter til en brøkdel af prisen. Og på den måde kan vi holde forspringet fra de fattige lande uden at røre en finger.

Så tag det roligt. Som B.T. så rigtig citerede mig:

Der er al mulig grund til at være taknemmelig over lige præcis dette øjeblik. Ikke dagen i dag. Ikke engang det øjeblik lige før eller det lige om lidt.

Kun nu.

Tak.

 
 
Illustrationer af Anna Laurine Kornum
Design og udvikling af Mediafarm ApS