Ansjosnationen

Okay. Så lander man i San Franciscos internationale lufthavn klokken 04.56 om morgenen. Fredag morgen endda. Den værste morgen af dem alle.

Dødsmorgenen.

Det er - statistisk - omtrent det farligste tidspunkt i hele ugen på - statistisk - omtrent det farligste sted i hele verden, og dér står jeg, under Dødens Hævede Le med 400 pund festligt kulørte kufferter samt en hel familie med akut need for fast føde, masser af rene håndklæder og søvn, foran Hertz' biludlejning og stirrer på Dora, mens hun staver sig gennem alfabetet for at finde "N" for "Madsen".

Og jeg tænker: "Hvad gør jeg?"

Og det er her, Hertz viser sin ovrerlegenhed. Hvor damen fra Alamo ude på Kauai ikke kunne finde på andet end at plage mig om en upgrade til minivan, har gutterne i gult skabt en brochure ved navn Safety Tips, som i dén grad rummer svaret på mine spørgsmål.

Jeg anbefaler denne brochure til alle, der måtte være i tvivl om, hvorledes man opfører sig i USA. Ja, mere end dét - jeg anbefaler denne brochure til alle, der ønsker at kende dette verdens stærkeste lands sjæl.
Brochuren indledes med følgende betragtning: "Du skal altid vide, hvor du vil hen, og hvordan du vil komme derhen."

Og det er så rigtig set! Og det gælder ikke kun i trafikken! Og straks efter står der, at man bør putte alle værdier i bagagerummet, før man forlader Hertz-området, og det synes jeg også er virkelig dybt, for i overført betydning siger det en masse om det amerikanske samfund.

Der er farligt derude.

"Vær altid på vagt. Vær altid opmærksom på, hvor du er og hvad der foregår omkring dig." "Hvis du farer vild, hold aldrig ind til siden for at kigge på kortet." "Stop aldrig for at spørge om vej fra hvemsomhelst." "Undgå så vidt muligt kørebanen længst til højre." Og min yndlings: "Når du nærmer dig din bil: Kig ind i den og nedenunder den for at sikre dig, at ingen har gemt sig i den eller i nærheden af den."

Så det gjorde jeg. Og det satte lissom stemningen for hele foretagenet, og det endte med, at vi mest sad på hotellet og holdt øje med døren, som vi under ingen omstændigheder måtte åbne, hvis ikke vi var "fuldstændig klar over, hvem der stod udenfor."

Og hvornår er man dét? Hvornår er man i virkeligheden det?

"Far, hvorfor er der nogen, der kan lide Bob Dylan?" spurgte min ældste datter mig søndag aften, da vi på trediedagen sad på værelset og så tv.

Det var et godt spørgsmål, men mine tanker var andetsteds. Jeg var faktisk ret sikker på, jeg havde fået fugleinfluenza og for meget mavesyre, og smerterne tog til, da kyllingen Justin Timberlake senere samme aften gik på scenen til Grammy Awards og sagde undskyld for dét med Janet Jacksons bryst.

"Hvorfor er der nogen, der kan lide Justin Timberlake?" spurgte min ældste datter og så pludselig uendelig træt ud.

Og jeg indså, at jeg var ved at tabe en hel ferie på gulvet, så jeg tjekkede indeni og nedenunder bilen og stoppede derefter familien i bagagerummet og kørte dem direkte til Monterey Bay Akvarium, der er notorisk for at være verdens 5. fedeste akvarium.

Og dér svømmede ansjoserne rundt og rundt i det smukkeste akvarium, jeg nogensinde har set. Helt, helt ens var de, og ingen vegne kom de. Og på et skilt nedenunder stod forklaringen: Ansjoser er bange. Derfor klumper de sig sammen i store stimer. Man ved ikke præcis hvorfor, men det er nok fordi, de tror det farlige bliver forvirret af alle de fisk på et sted. Men det er selvsagt noget vrøvl. Maden er bare samlet og nem at gå til, men fornemmelsen af sikkerhed er stærkere i en stime, og når ens sidemand bliver ædt, så betyder det, at man selv får lov at leve.

Til gengæld er straffen hård, hvis man falder ved siden af. Forsøg har påvist, at hvis man farver én ansjos grøn, så bliver den lynhurtigt ædt.

Duk dig, hvis du vil overleve. Dét er, hvad ansjosen har at fortælle.

Jeg tror, amerikanere lytter meget til ansjoser.

 
 
Illustrationer af Anna Laurine Kornum
Design og udvikling af Mediafarm ApS