Anna var sød

Krigen mod terror hviler sig aldrig. Overalt våger krappe øjne over vor almene sikkerhed og sørger for, at vi trygt kan spise vore burgere og drikke vor cola og købe vore Madonna-plader uden at blive til kødkonfetti. Og det skal vi være taknemmelige over.

Selv om det naturligvis er fuldkommen omsonst og tåbeligt, fordi der altid vil være en led karl med camouflagebukser og en kniv i et stormagasin, og pludselig er stakkels, stakkels Anna Lindh død.
Og med et eneste hug er alting igen forkert, og så lige smat midt i den store internationale fordømte terrordag, hvor alle i forvejen er nede, og jeg kan ikke finde ud af at lave sjov bagpå Urban, og tilgiv mig, for det næste bliver nok gråt i gråt.

Der var ellers virkelig lagt i kakkeldrengen til spas denne gang. Alle ved navn David Nelson har i øjeblikket store problemer med at komme ud at flyve ovre i USA. Hver gang David Nelson melder sig i security-skranken, går Det Store Apparat i gang, og det mageløse er, at ingen ved hvorfor!

Indtil nu. For jeg har fundet forklaringen, og den er utrolig, men det må vente, for stakkels, stakkels Anna Lindh er død, og nu er jeg nede ligesom resten af hele bundtet.

Så hvad gør vi? Når polis-polis-potatisgris om 273 år får snøvlet sig sammen til at fange ham, der gjorde det, vil jeg kræve, at de hæfter en ekstra sigtelse oven i overlagt mord. For han har også dræbt den her bagside, og hvad pokker bilder han sig egentlig ind?

Hvad er det, der er ved at ske?

Jeg sad på Kullen for tre dage siden. Ovre i Sverige som er Verdens sødeste land, og det kan godt være, at Frankrig er lækrere, og Korea er smukkere, men der findes intet land, der er lige så sødt som Sverige.
Hvis lande var mennesker, ville Sverige være tante Grön, som altid lo hjerteligt og syltede selv. God syltetøj med hyben og masser af sukker. Og jeg sad på Kullen og blev glad for at være til. Og det er bare én af de mange ting, jeg vil takke Sverige for:

Tak, Sverige, for din måde at være på.

Du har fortjent bedre en det her. Man myrder simpelt hen ikke udenrigsministre. Ikke i Sverige, ikke i stormagasiner, ikke på den måde. Det er uværdigt og slapt og fantasiløst, og jeg vil have et hav af blomster nede foran den svenske ambassade på Sankt Annæ Plads. Ikke den sø, som ligger der klokken 14.00, da jeg går forbi på vej mod Nyhavn, hvor folk sidder i solen og blæser alting en hatfuld. Jeg vil have sørgende menneskemasser drivende gennem gaderne, og folk der står på Kongens Nytorv med tomme øjne og græder helt for sig selv, fordi endnu en hegnspæl er kastet på bålet.

Jeg vil have prinsesse Di-tårer, vil jeg, men der er ingen til at græde dem, for døde svenske ministre er business-as-usual, og hvem pokker var Anna Lindh i grunden?

Jeg ved det ikke, men hun virkede sød.

Mindst lige så sød som prinsesse Diana faktisk. Og mindst lige så død.

Og nu bliver det helt trist i Nyhavns solskin, så jeg trækker ned i Lille Strandstræde for at sparke til småsten og være fornærmet over ligeglade prut-danskere, og så sidder han der nok så fornøjet i en bil og misser med øjnene mod solen.

Thomas Winding sørme. Muligvis den sødeste og mest svenske dansker i verden sidder og smiler, og hele molevitten falder i hak.

Thomas Winding vinker.

Og jeg vil til den dag, jeg dør, være overbevist om, at han sad der for at forklare mig noget, som dybest set er ret logisk.

Og jeg har forstået det nu.

Længe leve sødheden. Død over dødheden.

Og Sverige er stadig verdens sødeste land, og hvis du har mulighed for det, bør du nok tage over broen til Malmö i løbet af dagen og fortælle dem det, for de har virkelig brug for et kys ligenu.

Tak.

 
 
Illustrationer af Anna Laurine Kornum
Design og udvikling af Mediafarm ApS