Alt forladt

Toast. Michael Jackson dukkede op på en toast mandag i sidste uge, kort efter hans pure frifindelse, og det kan umulig være en tilfældighed. Særlig ikke, idet der nærmest samtidig dukkede flere andre toasts op, hvorpå man tydeligt kan læse det glade budskab:

Not Guilty

De ristede brød begyndte for nylig at dukke op på Ebay, og de forskellige toast-ejere skændes allerede heftigt om, hvis toast der kom først ud af brødristeren med frihedsbudskabet.

Indtil videre fører en brødejer fra Jacksonville, Florida, der hævder, at hans toast allerede ristede budskabet den 5. maj - mere end en måned inden dommen, og tilmed seks dage før Macaulay Culkin i sit historiske vidneudsagn knuste anklageren, da han afslørede, at der intet forgik mellem ham og Michael dengang Macaulay var ung nok til lissom at fange popstjernens interesse.

Alligevel er hans toast ikke budt op i mere end én dollar, hvilket er ingenting, idet der ikke er nogen, som har budt overhovedet, mens en konkurrerende toast med Jacksons ansigt er helt oppe i 51 dollar. Og det på trods af, at denne toast slet ikke tager stilling til skyldsspørgsmålet.

Og der er mere ristet brød derude. Frank Sinatra, en ung Elvis Presley, Deep Throat, en glad sol, en mand oven på et toilet, der eksploderer samt ude i periferien en ostereje, som virkelig ligner Richard Nixon. For slet ikke at nævne alle de religiøse toasts, der startede det hele. Og med dem naturligvis det ristede brød over dem alle: Jomfru Maria-toasten der blev solgt til en anonym samler for 28.000 dollar i november sidste år.

Det er over 175.000 kroner. Og det siger en del om, hvor verden er på vej hen.

Den er på vej mod bemærkelsesværdige billeder, som befinder sig steder, hvor man umiddelbart ikke skulle tro, der befandt sig bemærkelsesværdige billeder.

Hvilket fører mig til Holland. Hvor jeg for to dage siden tilfældigvis stod på Rijksmuseet i Amsterdam og nød ombygningsrodet, der sikrede, at man kun kunne se en ganske lille del af museets samlede værker, hvilket igen sikrede, at man kunne komme ud i solskinnet efter blot tre kvarter i de fine haller.

Men det var sandelig også nok! For hollandske kunstnere var tilsyneladende meget glade for farverne mørkebrun og brændt umbra, og hvis ikke der var en sur hund under bordet, så kunne man være sikker på, ar der lå en død fasan ovenpå samme. Bord altså, ikke hund.

Undtagen ét sted. Ovre ved Vermeers tre bittesmå malerier. Dér var andre skud fra hoften, og følgelig havde en mægtig klump tilskuere samlet sig foran hans maleri af en ung kvinde med et blåt forklæde, som var ved at hælde mælk fra en kande. Kvinden altså, ikke forklædet.

Det var fantastisk. Farven på forklædet var mere virkelig blå end den virkelige himmel udenfor. Den var så blå som ellers kun erindringen om den fuldendte blå kan være. Den var selve ideen bag blå, og selv skoleelever fra Utrecht blev uvilkårligt stående foran maleriet med øjnene klæbet til pigens forklæde som burrer til nylonstrømper.

Og det var da, jeg så det. Billedet af Claus Borre på kinden af en ældre kvinde fra Spanien. I dét, der for den uopmærksomme iagttager blot ligner en leverplet på kvindens venstre kind, ses helt tydeligt Claus Borres ansigt. Og ikke nok med det. Hvis man ser nærmere efter, er det som om han bevæger munden og former ordene:

Stem ej på Venstre.

Det sidste skal man nok se damen i virkeligheden for helt at få med. Og her er vi ved kernen af problemet: Jeg kan ikke sælge gamle spanske kvinder med Claus Borre i ansigtet på Ebay. For det første kan jeg ikke tale spansk, og nu er kvinden gået sin vej. For det andet er jeg ikke sikker på, der er penge nok i ham. Når nu Michael Jackson på toast kun giver 51 dollar.

Så har jeg meget mere tillid til det billede af FN's forhenværende generalsekretær, Boutros Boutros-Ghali, som jeg fandt i bukse-folderne ved knæhaserne på en midaldrende hollandsk mand, der stod og så på et maleri af en anden ung kvinde i farverne mørkebrun og brændt umbra:

Det ses tydeligt, hvis man vender billedet af hollænderen 90 grader til højre og kniber øjnene sammen. Og det er så samtidig problemet med Boutros. Plus dét faktum, at buksernes indehaver ikke ville af med dem.

Og derfor er jeg så glad for, at jeg har fundet det helt rigtige. Lige her på værelse 109 på Leidse Square Hotel i Amsterdam. Helt præcis ude på toilettet, nede i kummen faktisk, hvor selve vandspejlet i det rette lys rummer et billede af, ja De tror det næppe, men det er sandt:

Mig selv!

Og nu kan De få lov at købe mig, kan De. Send Deres bud på:

alm@urbanavis.dk

Auktionen stopper på onsdag klokken 12.00. Så skynd Dem.

 
 
Illustrationer af Anna Laurine Kornum
Design og udvikling af Mediafarm ApS