Alt er okay, mor

Min mor er bekymret. Over bagsiderne i Urban - lidt over ham der hele tiden skælder politikere ud, men mest over dem om fredagen - og jeg tror ikke, hun er den eneste. Der er ikke kommet egentlige klager endnu, men i sidste uge fik jeg en stærkt rosende mail fra en kvinde i Mölle, og der er andre tegn på, at virkeligheden endegyldigt er begyndt at skride.

Men det skal De ikke lide under. Det er ved grød hårdt nok at være til i forvejen - og nu er det omsider fredag, og De har et rimeligt krav på let og frem for alt morsom underholdning på denne bagside. Og særlig i denne juletid hvor alle aser og maser, og ingen klapper netop Dem på skulderen og siger, at De ser godt ud.

"Det er ikke nemt at være nogen", som Dan Turell så præcist formulerede det for længe siden, "og nogen gange bliver det bare for meget!"

Så De skal få det bedste, jeg har: Hummerens parring.

Når hummere skal parre sig, spilder de ikke tiden. Enhver hummerkoloni har en dominerende hanhummer, som alle hunhummerne længes efter at parre sig med. Følgelig sørger denne hanhummer for at vedblive at være førerhanhummer, og det gør han ved at tæske de andre hanhummere. Hver eneste dag.

Rent fysisk foregår det ved, at han afsøger nærmiljøet og jager alle de andre svage hanner ud af deres huler og slår på deres skaller - bare for at markere, hvor skabet står.

Det er ligesom, når Stig Tøfting er i byen efter en lang dag på fodboldbanen. Stig kan endda blive rød i hovedet uden at komme i varmt vand først.

Og det fascinerende er, at hunnerne elsker denne adfærd. De får ofte selv nogen på lampen, når hannen svinger klosaksene, og jo mere voldelig, han er, jo mere synes hunnerne at blive tiltrukket.

Dette har den besynderlige konsekvens, at hunner ofte vil flokkes om den voldelige alfahans hule, hvor de udfører forskellige kurtiserings-øvelser for lissom at tiltrække hans opmærksomhed. Men han ser det sjældent, idet han er alt for fyldt af agressioner, og det er her, hunnerne ruller det tunge skyts ud:De tisser på ham.

Nyeste hummerforskning dokumenterer, at hummere kommunikerer ved hjælp af urin, som de sender ind i hinandens ansigter i små, nøje afmålte og endnu mere nøje duftstof-ladede portioner fra åbninger placeret lige under øjnene.

Og de kan fortælle alt med tis! Hvis en hunhummer ønsker at parre sig, tisser hun først ind i Stig Tøftings hule, og netop denne tis er ladet med feromoner, som får hannen til at slappe af. Dette er en uvant situation for ham, men han kan tilsyneladende lide det, for han vimser tisset rundt i ansigtet med sine bevægelige haleskjolder, og begynder kort efter at svaje monotont frem og tilbage.

Denne seance gentager sig over nogle dage, hvorefter han har vænnet sig så meget til netop denne huns tis, at hun ligefrem får lov at flytte ind.

Og så klæder hun sig af! Nu har hummere jo ikke tøj på, men hun er et skaldyr, og skaldyr skifter skal ind imellem, og det er hér, miraklet sker. For hummere kan kun parre sig, når skallen er allermest ny og blød, og derfor er det altafgørende for hunnen, at hannen er fuldkommen afslappet og rolig, når det sker. For ellers gør han skade på hende, og det må ikke ske.

Og således kommer der nye hummere til verden, og alt er vel herefter.

Og så kan det da godt være, at danske skolebørn er dårligere til regning end børn i Tunesien. Men er det så afgørende? Tuneserne har uden tvivl mere brug for kloge børn.

Og er Arla virkelig så onde? Og kan mette og Tine ikke bare dele den million? Og behøvede de virkelig at skyde den tiger nede på Falster?

Og hvorfor kunne en 61-årig kvinde få lov at ligge død i syv måneder på Kingosvej i Taastrup, før nogen fandt hende? Det var en etageejendom. Der boede mennesker nedenunder og ved siden af. Og hun døde i maj, så hun har ligget der hele sommeren, og det var først, da fogeden mødte op for at inddrive gammel gæld, at lejligheden blev åbnet.

Nu skal gulvbrædderne brækkes op og erstattes med nyt, således at lugten på Kingosvej i Taastrup atter kan blive hyggelig og rar og julet.

Det er ikke nemt at være nogen.

Men det er trods alt værre ikke at være nogen.

 
 
Illustrationer af Anna Laurine Kornum
Design og udvikling af Mediafarm ApS